292646763

Hans skib var ladel med glæde, hans sejl var fyldt af lyst. Han farte den lyseste sejler langs Danmarks lysende kyst.

HALVTREDS AAR PAA ØSTERGADE

1 LLUM

3 .MARTS 1941

H A L V T R E D S A A R P A A Ø S T E R G A D E

København i Marts 1891 D et har været en streng vinter — den stren- i geste i aarhundredet, siger man. Havnen er ' tilfrosset, Sundet er fuldt af pakis, og ved Snekkersten taarner skrueisen sig i vejret i fantastiske formationer. Men nu er vinteren saa smaat ved at slippe sit tag. Paa Sortedamssøen er skiltene med „færdsel over isen forbudt" igen blevet sat op, og politiet staar paa bredderne og noterer dem, der ignorerer forbudet. „Aftenposten" melder, at viben og stæren er kommet i Odsherred, saa vist er foraaret i sigte! Paa Slotsholmen ligger Christiansborg slot i majestætiske ruiner, medens man paa syvende aar diskuterer genop­ byggelsen. Ude i Bredgade er Marmorkirken endnu gemt under et helt skrabnæsespil af stilladser, men arkitekterne har da lovet Tietgen, at stilladserne vil kunne tages ned i løbet af den følgende vinter. Sankt Nikolai kirke er uden spir. Kuglen paa stangen, der pryder det firkantede taarn, har flere gange i vinterens løb været frosset fast, hvad der har resulteret i, at den i stedet

6

I L L U M

for at falde præcis klokken 1, som den bør, først har be­ stemt sig til det engang ved 2-tiden. I det underste af taarnet er der brandstation, men der er ikke plads til hestene. Naar der bliver slaaet alarm, skal de hentes ovre hos vognmand Nisler paa Købmagergade. Forøvrigt indlagde brandmandskabet fra Nikolai sig ære og berømmelse, da det sidste aar brændte hos Kronprins Frederik paa Amalienborg, og HansKongeligeHøjhed sendte 500 blanke kroner til deling mellem brandmændene, da der var vel slukket igen. Igennem Østergade kører de høje, røde busser med heste­ forspand. I denne vinter har man i lange perioder maattet køre med fire for at komme igennem Strøgets tunge sne­ føre. Det er lige blevet vedtaget at belægge gaden med asfalt, hvad der naturligvis vil give den et udtalt stor­ stadspræg. Paa de smalle fortove promenerer byens elegante damer i strøgtiden med hvepsetailler, skinkeærmer, nederdele med 4 meters vidde, hvis kantebaand ,,tager gaden", skindpele- riner, knapstøvler, og hatte i kapotfacon, medens de taler om „vinløv i haaret", „at dø i skønhed" og de andre sen­ sationelle udtryk fra „Hedda Gabler", som sidst i Februar har haft premiere paa Det kongelige Teater. De første re­ form-dragter for damer er begyndt at dukke op, fortrinsvis baaret af damer, der er saa dristige at køre paa bicycle. De vækker naturligvis baade opsigt og forargelse, og flere store hoteller har nægtet damer i bukser adgang. I handskeforretningen „A la Ganterie Grenobloise" paa Østergade nr. 9 kan man købe lyse sexknappede til 1,50 kr. parret; Wales-kul koster 5 kr. tønden, afharpet og frit

— halvtreds aar paa Østergade

7

tilbragt, og tørt bøgebrænde averteres til 115 øre pr. 100 pund. Det er saaledes skrækkelig dyrtid, og aviserne skri­ ver da ogsaa bekymret om, hvordan det skal ende, hvis priserne stadig holder sig paa de nuværende svimlende højder. Lige ved siden af ,,Kong Salomons Apothek“ ligger Efter­ slægtsselskabet skole, og eleverne præger gadebilledet, naar de gaar til og fra skolen. Blandt kvarterets drenge er det en yndet spøg at kime paa apothekets natklokke ved aftenstide og spørge, om Kong Salomon er hjemme. . . Et af byens blade bringer en dag en artikel, der hedder „Uforsvarlig ligegyldighed. Paa hjørnet af Fælledvej og Nørrebrogade stod iforgaars i længere tid en barnevogn med et barn uden noget tilsyn ude paa kjørebanen, stadig udsat for at blive kjørt over af den stærke vognfærdsel" . . . Den slags ting kan natur­ ligvis ikke taales i en summende storby. En dampsporveisfunktionær staar tiltalt for retten, fordi hans maskine en dag i Februar paa strækningen larigs Østerbrogade og Strandvejen har udsendt røg. Han slipper med en advarsel, fordi han forklarer, at „Selskabet havde modtaget et parti kokes, som vare af ringere kvalitet end de, som sædvanligvis benyttedes til fyring under kjedlerne". Ak ja, slette kokes kan berede uforudsete vanskeligheder. Kopperne volder en smule bekymring i kongens by. Der har blandt andet vist sig et tilfælde paa Ladegaarden, hvorfor den er sat i karantæne, saa „Blaabukserne" ikke kan komme ud i byen og passe deres sædvanlige gade­ fejning. Men for resten besørger damernes kjoler jo allige­ vel det meste af fejningen . . .

I L L UM

8

Paa Amalienborg residerer den elskede, gamle Kong Chri­ stian den 9. og Dronning Louise, og man er allerede saa smaat begyndt at snakke om forberedelserne til guldbryl­ luppet næste aar. Kongeparrets ældste sønnesøn, den unge Prins Christian, blev for to aar siden student og er i aar blevet udnævnt til premierløjtnant. n ung mand aabner en forretning paa Østergade, han averterede aabningen et par dage før i ,,Politiken“, i 8 spalters bredde, for saa voldsomt af format var bladet. Der stod: „Tirsdagen den 3. Marts aabner Undertegnede en Special­ forretning i Sy- og Besætnings-Artikler samt Alt til Kjoletil­ behør henhørende. Alt, hvad der henhører under Branchen, føres i største Udvalg. Varerne sælges kun mod Kontant11. en gros A. C. ILLUM, ØSTERGADE 55 en detail Københavnerne rystede paa hovedet. En specialforretning i sy- og besætningsartikler — man havde aldrig hørt noget lignende! Ja, ganske vist skulde alle mennesker naturligvis bruge den slags ting, færdigsyede kjoler kendtes saa at sige ikke, det var syjomfruernes tid. Men alligevel, tanken at drive en forretning bare paa disse smaapillerier var tem­ melig fantastisk. Især med en husleje paa 6000 kr. aarlig. Desuden var der uheld ved butikken! Den laa paa hjørnet af Sankt Jørgensgade, den lille smøge, der gik fra Strøget ned til „Hvælvingen" ved Nikolai, hvor Skandinavisk Sko­ tøjsmagasin nu har til huse. Butikken havde i løbet af kort tid hurtigt efter hinanden haft to indehavere, der begge

— hal vt reds aar jb aa Østergade

9

ro l^NlLr 0 ^ M

ø ø H pj n fj , ^ fRRfltltllll]'^ iLøjtfiooi)

/\. C. Itlums fersle butik, Østergade 55, lige overfor lllum idag.

I L L UM

10

var gaaet fallit. Lige før disse uheldsvangre lokaliteter udlejedes for tredie gang, forevistes ,,Lilleputanerne“ derinde — og det er jo netop typisk for butiker, der ikke vil gaa, at de bruges til den slags ting. Aftenen og natten til den 3. Marts gik den unge forret­ ningsmand i sin butik, lagde sidste haand paa indretnin­ gen og pyntede sine vinduer. Der var taffel hos Kronprins­ parret paa Amalienborg, og de fine kareter ringlede ned gennem Strøget med festklædte gæster. Der var en hel del mennesker paa gaderne, for der udspilledes samme aften en københavnerbegivenhed, som paakaldte almindelig in­ teresse: det elektriske lys tændtes for første gang paa Københavns banegaards terræn. Aviserne skrev om det næste dag, at „det kraftige lys, der vil være til stor nytte, blev taget i øjesyn af en mængde mennesker, der havde taget opstilling paa Gammel Kongevej . . . .“ To herrer standsede uden for butiksvinduet, der var ved at blive pyntet. Maaske kom de fra banegaarden, hvor de havde oplevet det elektriske lys, maaske var de paa vej til „Gjenboerne", der opførtes paa Det kongelige Teater. — Har du set, sagde den ene. Her skal aabnes en ny forretning. — Den gaar aldrig, svarede den anden. Om 6 maaneder er her igen ny indehaver. Den forrige hængte sig for resten. A. C. Illum var 28 aar, da han aabnede sin første butik. Men butikken var ikke resultatet af et pludseligt indfald hos en ung forretningsmand — til grund for den laa aare- lange maalbevidste planer og beregninger, baseret paa et talent for handel og et branchekendskab,der var helt ud­ over det almindelige.

halvtreds aar paa Østergade

11

^ ^ T T T T n v ^ v ^

Anton Carl lllum blev født i Aastrup ved Faaborg i 1863, men hans far flyttede allerede aaret efter til Vejle, og det blev i Jylland, den lille Anton traadte sine børnesko. Han kunde godt lide jyderne og regnede sig gerne for et hovedlandets barn, skønt det altsaa var under den smilende, fynske himmel, han første gang saa dagens lys. En af hans biografer fortæller, at han ansaa jyderne for

I L L UM

12

at være det danske folks elite og beundrede dem baade for deres urokkelige ærlighed og for deres handelsmæssige dygtighed. En jyde-anekdote, som han engang havde fundet i ,,Punch“, og som han holdt af at genfortælle, lød saaledes: En hosekræmmer fra heden træffer en gammel ven fra sin hjemegn i færd med at feje udenfor en fynsk kro. ,,H\vo‘ læng' haar do wot hier?“ spørger hosekræmmeren. ,,I 20 o’er,‘‘ svarer krokarlen. ,,Aa æ krow æ’ it din endno?“ „Næj, for æ mand, han æ aa jy ’e!“ — En jyde kommer kun til kort overfor en jyde, til­ føjede A. C. Illum. C. Illum gik som dreng i borgerskolen i Vejle. I de . første par aar kneb det med regningen. — Kære Anton, sagde hans lærer til ham. En dreng, der ikke kan regne, bliver aldrig til noget. Senere blev han ogsaa ven med regnekunsten, og da han havde forladt skolen som ubestridelig duks, blev han, 14 aar gammel, sat i lære hos købmand Wegener i Vejle. Det var ikke noget driverliv at være grøn handelslærling i de dage. Antons travle dag begyndte klokken 6'A om morgenen — da skulde han stille i forretningen og lægge i kakkelovnen. Senere skulde der fejes gade, og naar for­ retningen lukkede op, var der nok at tage fat paa, lige fra ekspeditioner til byærinder, og man kunde ikke pakke sammen og gaa hjem, før dagens arbejde var gjort. En fastsat, daglig lukketid kendtes ikke. Det var, medens A. C. Illum var hos købmand Wegener,

— hal vt reds aar paa Østergade

13

at han stiftede bekendtskab med en jævnaldrende lærling, Camillo Bang, der var ansat i en butik paa den anden side af gaden. Dette bekendtskab blev indledningen til et livslangt venskab og medarbejderskab. Efter endnu to læreaar i Horsens kom A. C. Illum til Hamborg, hvor han videreuddannede sig paa lageret hos Wm. Kløpper, Hamborgs største engros-firma i sy- og besætningsartikler. I Hamborg delte han værelse med Camillo Bang. Firmaet saa hurtigt, hvilken fortræffelig sælger A. C. Illum var, og forfremmede ham til handelsrejsende i Danmark. I over 5 aar berejste A. C. Illum de danske provinser med sin prøvekasse og gjorde store forretninger for sit firma. Bang fortæller, at naar han kom hjem til værelset i Ham­ borg fra sine rejser, sad han ofte oppe om natten og puslede med opfindelser og fremtidsplaner. Blandt andet tegnede han indtil de mindste enkelthederalt inventar til den butik, han vilde have, naar han engang kunde blive sin egen mand. Naturligvis skulde det være en forretning med sy- og besætningsartikler, og han forestillede sig, hvordan alle hylder og alle skuffer- skulde være indrettet med særlige rum, saa de netop passede tilde ting, der skulde have plads i dem: silke i ruller, silke i dukker, hægter paa kort og saa videre . . . En dag, da han paa en af sine forretningsrejser kom til København, gik han ned gennem Østergade og saa den ledige butik — paa det omtalte hjørne, hvor nu „Skandi­ navisk Skotøjsmagasin" har til huse. A. C. Illum havde været sparsommelig og havde i aarene i Hamborg lagt

14

I L L U M

5000 kr. op. Samtidig havde han vundet saa megen tillid i leverandørernes kreds, at de tilsagde ham en meget udstrakt vare-kredit, da han meddelte dem sin beslutning om at begynde sit eget. Som sagt — planerne til butikkens indretning var i orden. Lejen blev betalt forud for 1U aar. Snedker Oxelberg fik resten af beløbet for at lave inventaret efter A. C. Illums tegninger, og erklærede, at han aldrig havde arbejdet eftersaa nøje gennemtænkte anvisninger. Den 3. Marts klokken 8 morgen var alt i orden. Butiks­ klokken klemtede muntert, og den første kunde gjorde sin entré. Det var frøken Marie Andersen fra Viborg, der „gav Illum handsel“, hvad der ikke var saa mærkeligt, da de kort forinden var blevet forlovede. Hun købte et korset til 5 kr., betalte med en guld tikrone, fik overrakt to røde roser og tog afsked efter at have ønsket det nye foretagende al mulig held og lykke. Saa længe A. C. Illum levede, var det hvert aar denne samme kunde, der den 3. Marts som den første gik ind gennem forretningens dør. I September 1892 blev hun i Roskilde Domkirke fru Marie Illum, og som aarene gik, fik hun en hel flok af børn og

børnebørn med sig, naar hun aflagde sin lille fødselsdagsvisit. Da hun i sin tid besvarede den unge Illums frieri, skete det i et sirligt, lille brev, hvorpaa der efter datidens skik var tegnet en vig­ net i papirets ene hjørne. Vignet­ ten forestillede to svaler, der fløj forbi et net af telegraftraade, og

— halvtreds aar jb aa Østergade

15

A. C. Illum gjorde svalerne til forretningens varemærke, der i den grad er gaaet ind i københavnernes bevidsthed, at det er sket, at et københavnerbarn, som kom paa landet, pegede til vejrs og sagde: ,,Se mor! Der flyver en Illum". Den gamle butik var ret beskeden i sine dimensioner. Over døren var der et skilt med ,,A. C. Illums Special­ forretning", og over hjørnevinduet eet, hvor der kun

I L L UM

16

stod ,,A.C. Illum“. Man gik tre trin op fra gaden, og lige indenfor døren var der en kæmpestor, hvid porcellænsovn, der opvarmede lokalet. Bag selve butikken var der forskel­ lige lagerlokaler, en lille bitte frokoststue og „A.C.“s kontor. I mange aar boede A. C. Illum privat paa Dosseringen, hvorfra han hver morgen i alt slags vejr kom kørende til forretningen paa cykle. Det ekspederende personale var ved aabningen A.C. Illum selv, to damer, en herre og et bud. Alle kunder, der gæ­ stede forretningen den første dag, fik en buket violer og liljekonvaller—det var en fin, lille idé, der prægede Strøgets foraarsdag og fik folk til at tale om den nye forretning. Men det var en anden ting, der fik navnet til at blive staaende i folks bevidsthed. A. C. Illum var den første forretningsmand herhjemme, der indførte det begreb, en senere tid har kaldt service. Fra den første dag gjorde han sig det til et princip, at forretningen aldrig maatte være udgaaet i en eneste af de hundreder af smaating, branchen spændte over, eller i nogen af de utallige farver, der kunde blive brug for i kantebaand, sysilke, skoning, og alpacca. Til en damekjole gik der paa den tid 7-8 meter stof og en utrolig mængde tillæg. I livet skulde der livfoer, i nederdelen underfoer, og desuden meter og atter meter af kantebaand, uldne sko­ ninger og mange andre ting. Tidligere havde byens smaa, travle syjomfruer eller de damer, der syede selv, ofte maattet farte hele København rundt for at finde, hvad de skulde bruge, hvis en særlig vanskelig farve var paa tapetet; nu vænnede man sig til at sige: „Illum har det“. Og det passede!

— halvtreds aar jb aa Østergade

17

Kjolenederdelene skulde i tiden omkring 1890 helst strutte saa meget som muligt — det opnaaede man ved at under­ fore dem med Fibre chamoix, et særligt papirsstof, der køb­ tes i udlandet, og af hvilket der gik mange meter til en enkelt nederdel. I Illums forretning paa hjørnet af Øster­ gade ogSankt Jørgensgade solgtes der tusinder af ruller, før stoffet igen gik af mode og opslugtes af glemslen . . . Københavnerinderne var begejstrede, fordi her var en for­ retning, hvor man kunde være helt sikker paa ikke at gaa forgæves. Hvordan deres begejstring gav sig udslag, ses bedst af den kendsgerning, at de tre medarbejdere, som A.C. Illum begyndte med, i løbet af trekvart aar blev til 19. S om fortalt — grundlaget for Illums forretning var de myriader af smaating, som alle mennesker havde brug for, og som de her mødte i et fuldkomment udvalg. Men forretningen havde ogsaa en anden side: der var altid en eller anden specialartikel fremme, som folk maaske ikke netop stod og havde brug for, men som blev udstillet paa en saadan maade, at de fik lyst til den. Et aar ved juletid var det syskrin af træ. Hele hjørne­ vinduet mod Østergade fyldtes med disse syskrin, til pri­ ser, der spændte fra 29 øre til 12 kroner stykket. Nogle var ganske enkle og af fyrretræ, andre var flotte og ge­ digne, fint udskaaret i egetræ — prisen stod paa dem alle, og hele København købte syskrin hos Illum. En gang var det elastikbælter, der var beregnet til at bære udenpaa kjolen, og som havde den egenskab, at de kunde snøre selv den spinkleste hvepsetaille endnu en kvart tomme sammen — en anden gang var det smaa skabe

18

I L L UM

af træ, anvendelige til opbevaring af medicin, cigarer, æg eller hvadsomhelst andet, — eller puder med kapokfyld blev Strøgets sensation. De lanceredes paa den maade, at hjørnevinduet en Søndag formiddag inde bag et hemme­ lighedsfuldt forhæng blev dekoreret fra loft til gulv med hundreder af kapokpuder i alle regnbuens farver til 2 kro­ ner stykket. Forretningen skulde, som det dengang var almindeligt, have aabent Søndag eftermiddag fra 4-8. Præ­ cis klokken 4 gled forhænget til side, folk stimlede sam­ men, stormede butiken — i løbet af et par timer var vin­ duet som blæst. Næste dag fortsatte man med en ny sen­ ding puder, og det var næsten, som om Københavnerne i lange tider blot havde gaaet og ventet aandeløst paa en lejlighed til at erhverve en kulørt kapokpude... Der var ogsaa fingerbøl, som solgtes for 10 øre til fordel for ,.Kvindernes Bygning", for hvilken Fru Marie Illum gjorde et stort pionerarbejde. Disse ofte udprægede schlager- artikler viste en særlig side af den unge A. C. Illums fore­ tagsomhed: en dristig dispositionsevne overfor den øje­ blikkelige, købmandsmæssige chance. Og de skabte ikke blot en smuk omsætning, men ogsaa en landsomfattende omtale af det voksende firma. F orretningen var aaben fra 8 morgen til 8 aften med 1V2 times middagspause. Det var allerede dengang typisk for foretagenet, at arbejdet gik med godt humør, skønt det ofte strakte sig over endnu flere timer end disse 12, hvor der ekspederedes. Hr. Bang kan fortælle, at ar­ bejdstiden for manges vedkommende begyndte kl. 6-7 om morgenen og først afsluttedes klokken 11-12 om aftenen.

— halvtreds aar paa Østergade

19

Fra el a f de gamle kontorer. Her residerede Camillo Bang — og det er hans cykle, der a f praktiske hensyn hænger under loftet.

Det var ganske almindeligt, at kunderne stod ved disken i 4-5 rækker bag hinanden og ventede paa at blive eks­ pederet. Men man tog det med taalmodighed, for dels kunde man se, at der umuligt kunde være flere ekspedi­ enter bag diskene, dels hjalp det jo meget, at man saa var sikker paa at faa det, man skulde bruge, naar man til sidst naaede frem i første geled.

I L LU M

20

Blandt de private kunder saa man ustandseligt bude fra byens store dameskræderinder og konfektionsforretninger. De kom ofte flere gange daglig med deres kontrabøger, hvori alle køb blev indført. Men naturligvis var det ikke tilstrækkeligt at gøre per­ sonalet større, man maatte ogsaa have albuerum. Forret­ ningen udvidedes med en butik imod Lille Kongensgade, forbundet med den første butik ved en smal gang. Ogsaa kælderen under Østergade-butikken blev taget i brug. Man begyndte at handle med slør, blondekraver, bælter og andre modeartikler, forretningen fik egen systue i den anden ende af Admiralgade, og her fremstilledes skørter af alpacca, uldmoiré, filt eller klæde foruden mægtige ud­ valg i fichus og kraver, det meste efter A. C. Illums egne tegninger. Han kendte københavnerindens smag og forstod at kombinere den med modeidéer ude fra den store ver­ den — og resultatet var et salg, hvis kurve gik til vejrs i svimlende højder. I 1893 sendte A. C. Illum bud efter hr. Bang, der stadig var i Hamborg. A. C. Illum havde hyppigt besøgt ham, naar han paa sine indkøbsrejser kom derned. Saa boede han hos ungdomsvennen, for han var stadig sparsommelig anlagt, og hvorfor give penge ud til hoteller, naar man har et sted, hvor man er en velkommen gæst. Camillo Bang rejste til København og blev Illums nær­ meste og uundværlige medarbejder. I det hastigt vok­ sende firma stod han altid støt blandt personalet, og med sin forstaaelse og store menneskekundskab bandt han hver enkelt nærmere til Illum, der dengang var et personnavn, nu et langt videre begreb.

— halvtreds aar paa Østergade

21

Hr. Bang kommer stadig paa sit kontor og følger husets liv og trivsel — og vedligeholder med sit elskelige smil sine mange venskabsforbindelser i og udenfor huset. G agerne var ikke overvældende set med nutidsøjne, men naturligvis havde penge en helt anden værdi dengang. Den højst lønnede dame i forretningen havde 70 kr. i gage om maaneden, men ellers laa ekspeditrice­ lønnen paa 40-65 kroner. Blandt personalet herskede der et hyggeligt kammeratskab, og kunderne kunde lide at mærke, at de blev betjent af mennesker, der kom godt ud af det med hinanden. Frokosten indtoges i et lillebitte lokale med vindue ud til Lille Kongensgade. Stole var der ingen af, for dem var der ikke plads til — man sad paa symaskinborde, paa vare­ kasser eller paa huggeblokken, der brugtes til fabrikation af stofknapper. Snakken gik muntert, og man fik endda tid til at vinke ud til hesteomnibussen, der var drejet om ad Lille Kongensgade for ikke at „lave huller i Østergades fine guller. . Der var to frøkener Nielsen, og de kaldtes for nemheds skyld „frøken grønne Nielsen" og „frøken blaa Nielsen", fordi deres yndlingsfarver var henholdsvis grønt og blaat. Uden tvivl har A. C. Illum allerede dengang faaet idéen til det omdøbningssystem, der nu gennemføres som en fast regel. I en saa stor virksomhed som Illum vilde det skabe alt for stor forvirring, hvis man havde flere, der hed det samme. Derfor anlægger nye tiltrædende et „tjenestenavn" f. eks. moderens døbenavn, hvis der i forvejen er een af samme navn i huset.

I L L U M

22

Fru Marie Illum havde selv en kort tid virket som kas­ sererske i forretningen, medens hun var forlovet med A. C. Illum, og hun kendte og opmuntrede den glade, kamme­ ratlige stemning, der prægede arbejdet og bandt perso­ nalet sammen. Man følte sig i virkeligheden som een stor familie, og det viste sig ikke mindst, naar der blev gjort status. Status fandt sted en nat mellem Lørdag og Søndag i dagene lige omkring den 3. Marts, og det foregik under saa festlige former, at man ligefrem glædede sig uger i forvejen. Der arbejdedes med smil og højt humør bog­ stavelig talt til næste dags middag, men feststemningen holdtes oppe ved en herlig midnatssouper og mange andre forfriskninger og sikkert ikke mindst ved det faktum, at der altid var overskud. Saadanne ,,store" statusaftener kendes ikke mere. Nu er alt saa velorganiseret, at statusopgørelsen for et varelager, der idag er 100 gange saa stort som dengang, klares paa nogle faa timer. Der er en lille ting, der fortjener at noteres. Hos Illum har det fra begyndelsen været skik at give personalet gratis kaffe. Da forretningen aabnede, var det 4 kopper om dagen. Nu serverer Illum omkring 400.000 kopper kaffe om aaret til personalet. Ogsaa udenfor forretningstiden mødtes man og festede. De ældre hos Illum husker med glæde revuer, som de lyse hoveder digtede og de skuespilbegavede fremførte, baller og udflugter til lands og til vands. Men alt dette var dog blot den muntre ramme om da­ genes haarde arbejde — de var dygtige, de unge menne­ sker, og de sled i det i en grad, som man næppe gør sig

— halvtreds aar paa Østergade

23

nogen forestilling om i vore dage. Resultaterne udeblev heller ikke. De første 3 medhjælpere var i løbet af 6 aar blevet til 67. Varemodtagelsen, kalkulationen og til dels dublet­ lageret havde allerede i nogle aar været lejet ind i lokaler langt nede i Admiralgade. Ekspresbude benede dagen lang frem og tilbage mellem forretningens to „ p o l e r o g i ejendommen paa Østergade havde A. C. Illum efter- haanden lejet alt, hvad der overhovedet var at faa af

24

I L L U M

lokaler. Forretningen var ved at sprænge alle rammer, og A. C. Illam havde flere gange forsøgt at købe ejendom­ men, men hver gang lagde ejeren 25,000 kroner paa prisen. Saa besluttede A. C. Illum at bygge selv. an købte og nedrev ejendommen paa den anden side af gaden, Østergade 52. Paa bygherrens fødselsdag, den 5. Juli 1898, lagdes grundstenen. A. C. lllum mu­ rede selv den første sten — de tre næste lagde fru Marie lllum, prokurist C. Bang og arkitekten, E. Blichfeldt. Og saa tog murerne fat. Det nye hus betød et spring i husleje fra 10,000 kroner til 100,000 kroner om aaret. Da nybygningen stod fær­ dig, havde den kostet omkring 600,000 kroner, men nu var ,,ILLUM" heller ikke længere en specialforretning i manufaktur: København havde faaet et nyt stormagasin. 1 de sidste maaneder før indvielsen var der naturligvis foretaget et meget stort arbejde med indkøb og placering af de utallige nye varer, der blev plads til i de nye lo­ kaler, men selve overflytningen fra den gamle butik fore­ gik natten før indvielsen. Omtrent 100 mennesker hjalp til med at bære varer og inventar over gaden i store kurve fra ved 9-tiden om aftenen og indtil daggry. Saa kunde man med god samvittighed dreje nøglen om i nummer 55, og klokken 8 morgen den 14. april 1899 kunde døren til det nye, smukke hus paa den anden side gaden lukkes op for den første kunde: Som altid fru Marie lllum, der venligt smilende vandrede ind og »gav handsel" og fik overrakt sine røde roser af chefen. • Og nu havde københavnerne igen faaet lejlighed til at

— halvtreds aar paa Østergade

25

følge paa nærmeste hold en lille del af byens udvikling til storby. Det gamle Østergade havde faaet en ny og moderne linie ind i sit fysiognomi, og københavnerne kunde aabenbart lide det, for i løbet af det første aar blev per­ sonalet forøget fra 67 til 160. Til at begynde med var der kun ekspedition i stuen og paa første sal, men efterhaanden maatte der ogsaa her foretages udvidelser. Det kunde ske ganske jævnt og umærkeligt, dels ved at de forskellige lejere efterhaanden flyttede ud, dels ved at der byggedes en stor trappeforbin­ delse fra første til anden sal, hvorefter ogsaa denne blev inddraget til ekspedition. Og i husets indre liv skete der i disse aar vigtige foran­ dringer. I den gamle forretning havde man ikke haft nogen regnskabsmæssig adskillelse mellem afdelingerne. Det kom der nu — og i 1901 lagdes grunden til den statistik, der blev et af de vigtigste organer for ledelsen. Ideen til det nye system fik A. C. Illum, da han havde brækket benet og igennem lang tid maatte holde sengert. Han brugte tiden til at spekulere og finde paa reformer til gavn for forretningen. Og snart var planerne lagt til det statistiske system, som senere blev udbygget sammen med firmaets mangeaarige prokurist Hans Ladgaard. De mange forskellige statistiker følger ethvert forhold, som det kan have interesse at faa belyst. Man kan fra dag til dag følge omsætning og omkostninger, varelagre, pengeindgang og -udgang og meget andet, ikke blot i store træk, men helt ned til de fineste forgreninger. Med et populært ud­ tryk kan man sige, at direktionen paa alle omraader ved, „hvor den er henne“. Man har ogsaa statistiker over per

26

I L L UM

sonalet, den enkeltes salg, sygedage o. s. v. og kan saaledes foretage alle dispositioner med nøje hensyntagen til enhver indvunden erfaring. gsaa reklamevirksomheden begyndte for alvor at tage fart efter 1899. Den gamle forretning havde kun af og til brugt en lille annonce i et af dagbladene, der simpelt hen meddelte, at der hos Illum for tiden var smukke kniplinger til 68 øre alen. Men nu var A. C. Illum klar over, at man sikkert med udbytte kunde forsøge nye former for reklamering — f. eks. en form, der ikke rummede et enkelt pristilbud, men simpelthen slog navnet Illum fast i bevidstheden og skabte det, moderne reklamefolk kalder goodwill. En ung dame opsøgte saaledes nogle aar senere „A. C.“ i forretningen — hun vilde gerne tilbyde ham et reklame­ skilt paa en af kystbanens stationer. Hun fortalte, at der ialt skulde være 66 skilte, hvortil „A. C.“ svarede, at han ikke troede, det var heldigt at være i selskab med saa mange andre . . . Det var den unge dame ked af, meget ked endda, for de penge, hun skulde have i provision, skulde hun bruge til brudeudstyr. Det kunde A. C. Illum ikke staa for. Han fik da tilbudt alle 66 skilte i 10 aar for 50,000 kroner og slog til. Brudeudstyret var reddet, og han havde faaet et kort paa haanden, som han udnyttede reklamemæssigt paa en maade, der vakte opsigt viden om. Skiltene blev dekoreret med malerier — rigtige ma­ lerier, malt af gode kunstnere — med skiftende, kønne motiver, f. eks. af danske herregaarde, landskaber og lignende. Paa selve skiltet var der en reklametekst.

— halvtreds aar paa Østergade

27

Det nye hus fra 1899 havde en bred trappe fert op til etagerne, og i hallen kerte de dengang saa elegante ,,glaselevalorer“ op og ned.

I L L UM

28

Vareudbringelsen passerede en sensationel milepæl i 1901. Da fik Illum og hermed København sin første elektriske varevogn, som kunde skyde den imponerende fart af 8 km i timen, og som kun havde den fejl, at den nødigt vilde bevæge sig, naar det var sneføre. I tiden før havde man klaret sig med hestevogne, men nu kørte man altsaa med elektricitet, og da Illum kon­ staterede, at folk kiggede efter den opsigtsvækkende ekvipage, udnyttede han ogsaa her den reklameværdi, der laa i fænomenet og lod male paa vognen med pom­ pøse bogstaver: A. C. Illum, nyheder i damehatte. I de følgende aar havde forretningen stadig fremgang, og i 1910 købtes ejendommen paa hjørnet af Østergade og Pilestræde — iøvrigt for den højeste pris, der dengang nogensinde var betalt for en grund i Danmark, 1400 kroner pr. kvadratalen. Kort tid efter erhvervedes Efterslægtens gamle skole paa Østergade og næsten samtidig ejendom­ men Købmagergade 10. Der paabegyndtes nu en stor om­ bygning paa Efterslægtens grund, og den varede i 4 aar. A. C. Illum gik samvittighedsfuldt til værks og lod blandt andet Nationalmuseets folk følge udgravningerne for om muligt at gøre kulturhistoriske fund, og som et minde om den berømte gamle skole blev frontespicen paa det nye hus bygget op som en tro kopi af Efterslægtens gammel­ kendte gavlparti. Man blev færdig med det nye hus paa Efterslægtens grund til forretningens 25-aars jubilæum den 3. Marts 1916. Den dag lukkede forretningen først op klokken 12, idet man først havde en festlighed for husets folk indendøre. Paa slaget 12 blev der aabnet, idet personalet var paa

— halvtreds aar paa Øste rgade

29

Herrevinduel paa Pileslrædehjernel var dengang ofte pyntet med karnevals­ dragter for byens unge elegantiers.

plads i den nye forretnings lokaler, medens ligeledes paa slaget 12 haandværkerne rykkede ind i store skarer for at be­ gynde nedrivningen af det indvendige af det gamle marmor­ hus. En maaneds tid efter var der ikke andet tilbage af det første marmorhus end facaden ud mod Østergade. Det var næsten symbolsk, dette sammenspil af forret­ ningens folk og byggearbejderne, for A. C. lllum var ikke blot den fremskuende forretningsmand, men tillige bygherre med liv og sjæl. Han var i besiddelse af en usædvanlig praktisk sans, kunde selv tegne, havde øje for detailler, og byggede med en storslaaethed, der gav de lykkeligste resultater. De følgende aar prægedes af ejendomskøb og deraf føl­ gende byggearbejder og udvidelser. I 1929 skabtes det lllum, vi kender i dag. Der var erhvervet en række ejen-

30

I L L U M

domme i karréen Østergade, Købmagergade, Silkegade og Pilestræde, saaledes at intet kunde hindre den bedste og mest systematiske indretning af et moderne stormagasin. I dag ejer lllum paa Østergade numrene 48—50—52—54 og 56, og i Pilestræde 1—3—5—7—9—11 og 13, paa Køb- magergade 8—10—12 og 18 og i Silkegade no. 4. D en 3. Marts 1931 var Else og Svend lllum traadt ind i direktionen; i de følgende aar overlod A. C. lllum i højere og højere grad ledelsen af det daglige arbejde til sine børn, og da han døde den 20. April 1938 næsten 75 aar gam­ mel, kunde han slutte sit livs lange arbejdsdag med den be­ vidsthed, at husets gode traditioner lagdes i hænder, der med ærbødighed vilde løfte arven ... og det kan tilføjes, at den unge tredie generation nu ved 50 aars jubilæet er begyndt fra neden i firmaet for yderligere at fortsætte traditionen.

lllum i dag er det mo­ derne stormagasin af høj standard, gennem hvis svingdøre heleKøbenhavn suges ind — paa en enkelt

For paa en god maade at kunne betjene alle disse kunder og tilfredsstille de mange vidt forskellige øn­ sker maa der naturligvis staa en betydelig organi-

— man kerer for, ved Pilesiræde-indgangen.

— halvtreds aar paa Østergade

31

sation til raadighed.. Det er kun V« af den samlede stab, kunderne ser, naar de aflægger forretningen et besøg, de */a er ansat paa systuerne, paa værksteder og lagre og paa kontorerne. I denne forbindelse kan det nævnes, at der i de 50 aar, der er gaaet siden forretningen aabnedes, ialt er udbetalt i arbejdsløn: 97 millioner 743 tusinde og 500 kr. Illums eget elektricitetsværk sender sin durende rytme gennem alle etager. Det leverer under normale forhold strøm til lys og kraft og producerer mere end aarsfor- bruget i en by paa Helsingørs størrelse.

I L L U M

32

218 telefoner sætter de forskellige afdelinger i forbindelse med hovedcentralen, og i normale tider er der 13 eleva­ torer i gang, hvoraf person-elevatorerne gennemsnitlig kø­ rer 16 km om dagen op og ned. Kontorerne indtager en stor plads i husets øvre etager: Kundebogholderiet som udelukkende varetager kundernes interesser, revisionskontoret og korrespondancen, hoved­ kontoret, kalkulationen og driftskontoret og dertil kom­ mer ,.reklamen", som i de forløbne aar har gennemgaaet en betydelig udvikling, og blandt mange andre ting har lanceret firmaets forskellige slogans. Disse slogans er blevet en del af københavnernes hverdags­ sprog: gaa med noget nyt — kom ind og find — nu er det moderne — det er fra Illum. Endelig er der personalekontoret, hvorunder personalets hele velfærd sorterer — lige fra antagelse og uddannelse til udbetaling af pension. Ikke mindst uddannelsen, der bliver Illums unge til del, har bidraget til at skabe huset mange trofaste venner. Illums ekspeditriceskole begyndte sin virksomhed i 1927. Ved siden af har der været afholdt særlige fagkursus for sælgere, der ikke har gennemgaaet elevskolen, og instruk­ tionskursus for midlertidige assistancer (ved juletid enga­ geres ca. 400 ekstra hjælpere), for kasserersker, direktricer, servitricer, elevatorførere og andre medarbejdere. De unge piger, der i 14—15 aars alderen bliver elever hos Illum, gaar ind til en 3-aarig uddannelse paa skolen, en uddannelse, der har et dobbelt formaal. Dels skal den give eleverne det teoretiske grundlag, der er nødvendigt for dygtiggørelsen til det praktiske arbejde, og dels skal den

— hal vt reds aar paa Østerga de

33

Husels indre fornyes stadig, her er et interiør fra hattesalonen idag.

<

34

I L L U M

danne og udvikle de unge piger rent menneskeligt og give dem den rette indstilling overfor arbejde og medarbejdere. Den lille elev begynder som „samler" i brun kittel og bringer varer fra afdelingerne til kasserne og lærer her­ med hele huset at kende. Senere ansættes hun i den af­ deling, der har hendes særlige interesse, hvor hun færdig­ uddannes rent praktisk, medens hun paa skolen faar al den teoretiske undervisning, der hører med i en dygtig ekspeditrices kundskaber. Samtidig gaar hun paa køb­ mandsskolen til en 2-3 aars uddannelse. Illum opretholder tillige en sprogskole, der nu har bestaaet i 13 aar. Undervisningen er frivillig, og der undervises kun voksne over 18 aar i sprogene Engelsk, Fransk, Tysk. Der er ogsaa sørget for den fysiske træning ved en gym­ nastik, der særlig er tilrettelagt for det personale, som skal staa eller sidde hele dagen. Kongefamilien. Disse krav er ikke alene forretningsmæs­ sige, men ogsaa rent menneskelige, og for at sætte per­ sonalet i stand til at møde alle disse krav med et smil og en fysisk veloplagthed gøres der fra firmaets side en stor indsats. For at komme personalet paa nærmeste hold af­ holdes der saaledes hver maaned hyggelige personaleaftener i restauranten. Der bydes paa forskellig underholdning — Det kongelige Teaters kunstnere har optraadt her — Stu­ dentersangerne og mange andre, og man har ogsaa selv forfattet revuer og spillet dem efter de bedste mønstre — og udbyttet har hver gang været en forøget personlig til- er stilles store krav i vore dage til et personale i et hus som Illum, hvis kundekreds naar lige op til

— halvtreds aar paa Østergade

35

\ n ' n A^'M^ i , mm 1,1

I

v

I

Å * W - Q

1

o , ,

^

* -

■

Et typisk udsnit a f københavnerlivet i vore dage: Restauranten hos lllum en Lørdag eftermiddag med straalende ungdom ved alle borde.

36

I L L U M

nærmelse imellem de mange vidt forskellige mennesker, der findes i saa stort et hus. Hvert foraar uddeles ferielegater som paaskønnelse for godt arbejde, og hver juleaften bliver der trukket lod om 12 skisports-vinterrejser blandt de medarbejdere, der har gjort sig fortjent til at deltage i lodtrækningen. 25-aarsjubilarer —der har nu ialt været 155 — bliver fejret efter ganske særlige traditioner. Jubilaren modtages af direktionen, og hele huset samler sig i festlig hyldest. En overordentlig vigtig ting for personalet er den pensions­ ordning, som personalet automatisk gaar ind i, naar de er fyldt 20 aar. Den blev stiftet af A. C. Illum, og han blev ved gennemførelsen af planerne stærkt støttet af fru Marie Illum, der altid var meget interesseret, naar det drejede sig om personalets velfærd. Pensionskassen blev stiftet den 1. Januar 1913 og er en selvejende institution, hvis medlemmer kan opnaa indtil 84 °/0 af deres gage i pension. For tidener der 100 pensio­ nister, der nyder deres otium under betryggende forhold. Men alt dette er blot baggrunden for det Illum, som kunderne kender: Salgsafdelingerne. En betydningsfuld baggrund . . . men, ligemeget hvor fine organer, direktio­ nen har til sin raadighed, med hvilken dygtighed og flair, indkøberne skaffer varer hjem, hvilke summer, der ofres paa ombygninger og udvidelser —hvis blot firmaets yngste ekspeditrice ikke sørger for, at hendes kunde føler sig til­ freds, saa rokkes grundlaget for forretningens eksistens.

Det er husets vigtigste tradition altid at huske, at handelen over disken er det bærende punkt.

— halvtreds aar paa Østergade

37

lllum i festdragt — idag, den ). Marts 1941.

i

Der staar en buste af firmaets grundlægger paa marmortrappen i hallen. Om den skrev A. C. Illum selv:

ØN S KE S OPSTILLET, SAA JEG T I L ENHVER T I D KAN SE, OM ALLE DE GAMLE, GODE T RAD I T I ONER I F OR R E T N I NG E N HAANDHÆVES

Busten fastholder billedet af den, der gav traditionerne. Hele huset fastholder traditionerne som grundlaget for fremtidens arbejde.

EGMONT H PETERSEN KGL. HOF-BOGTRYKKERI. KØBENHAVN