292639457

KJØBENHAVNS

BRÆNDBVINSBRÆNDBRLAUEr

1 7 4 1 ---- 1 8 9 I .

UDGIVET AF LAUGET I ANLEDNING AF DETS I 50 AARS JUBILÆUM

DEN 27 OCTOBER I 89 I.

AF

P. H A N S E N , LAu&JSTS FORMAND. -O-

KJØBENHAVN.

T H 1 E L E S B O G T R Y K K E R I .

1 8 9 1 .

i

V ed et Møde, som blev afholdt af Bestyrelsen for Kjøbenhavns Brændevinsbrænderlaug den 18. Juni 1891, blev det paa Forslag af Formanden vedtaget at rette en Henvendelse til Laugets Interessenter om at tegne sig for Bidrag, saa at Bestyrelsen kunde blive sat istand til at udgive et Festskrift i Anledning af Brændevinsbrænderlaugets 150 Aars Jubilæum. Der blev der­ efter ved Formanden rettet en Opfordring til Laugets Interessenter og Velyndere om at yde Bidrag til et Jubilæumslegat samt til Udgivelse af Festskriftet, idet man følte sig forvisset om, at det dels vilde glæde Laugets Interessenter at være med til at stifte et Legat for Laugets Trængende i Dagens Anledning, og dels vilde det jo have sin Interesse at faae en Fremstilling af Laugets Tilblivelse og Virksomhed i de svundne 150 Aar. Denne Fremstillings Affattelse har imidlertid havt sine Vanskeligheder, dels paa Grund af, at det meste af Laugets Arkiv er bortkommet, og dels paa Grund af at man ikke mente at kunne anvende et saa stort Beløb herpaa, at man kunde engagere en litterær dannet Mand til at foretage Udarbeidelsen af Festskriftet. Man har imidlertid ment, at en Fremstilling af Laugets Historie, udarbeidet af en af Dhrr. Brændevinsbrændere, vilde — selv i al sin Mangel­ fuldhed — kunne have sin Interesse, og da ialtfald »Noget« er bedre end »Intet«, har jeg her efter bedste Evne — og med den Tid, som min Forretning har tilladt mig at anvende paa et saa- dant Arbeide — paa bedste Maade søgt i korte Træk at fremstille 1*

4 Laugets Historie i de svundne 150 Aar. Til Udarbejdelsen af dette Skrift er særlig benyttet Laugets Forhandlings-Protokoller fra 1755 til Dato, Laugets aarlige Beretninger fra 1847 til Dato, Scheels »Brændevinsbrændingen i Danmark«, Rigsarchivet og Magistratens Arkiv samt det kgl. Bibliothek. Hermed være saa dette lille Skrift overgivet til ærede Læseres velvillige og overbærende Bedømmelse.

Ærbødigst

P e t e r H a n s e n .

O mendskjøndt dette lille og beskedne Skrift i Anledning af Kjøbenhavns Brændevinsbrænderlaugs 150 Aars Jubilæum egentlig kun skulde omhandle Kjøbenhavns Brændevinsbrænder­ laugs Historie i de svundne 150 Aar, har jeg dog ment, at det kunde have sin Interesse at kaste Blikket tilbage til den Tid, da Brændevinstilvirkningen tog sin Begyndelse her i Landet, og i korte Træk give en Fremstilling heraf. Det er temmelig sikkert, at Tilvirkningen af Brændevin her i Landet har taget sin Begyndelse i Slutningen af det 15de eller lige i Begyndelsen af det 16de Aarhundrede; men det er ialtfald ligesaa vist, at de Redskaber, som dengang blev benyttet, var af en meget primitiv og tarvelig Natur. Ifølge Allen: »De tre nordiske Riger« IV, I, Side 238, har der neppe i Danmark forekommet noget Bevis for, at Brændevinstilvirkningen har været kjendt i Danmark og at Brændevin har været benyttet og brugt her stort tidligere, end der omtales i et Brev fra 1528. I dette Brev skriver Knud Bilde til Esge Bildes Hustru Fru Sofie: »Den Brændevin, som Du skriver til mig om, at jeg har lovet Dig, den sender jeg Dig herved, og maa Du i Sandhed tro og vide, at den er god«. I Dette Brev er skrevet Aar 1531 og fulgte med en Flaske Brændevin, som Esge Bilde sendte til Norges Erkebiskop, den høiværdige og velvise Oluf Engelbrektsen. I denne ærbødige i Bergen.

samme Værk anfører Allen et Brev fra Esge Bilde, bosat

V

6

og ydmyge Skrivelse hedder det: »Værdes eders høie Naade at vide, at jeg sendte Eder noget aqua vitie (Brændevin) med John Teiste, og haaber jeg, at eders høie Værdighed har modtaget samme, der hjælper for allehaande Sygdomme og Krankdomme, som et Menneske kan lide af indvortes«. Herefter har man mest Grund til at tro, at Brændevin paa den Tid kun blev benyttet som Lægemiddel, thi hvor Brændevin omtales, er det altid med Roes for sin helbredende Virkning, og man skulde altsaa virkelig tro, at Brændevinen ved dens Fremkomst her i Landet udelukkende blev benyttet som Lægemiddel. Dette har imidlertid næppe været Tilfældet, thi allerede i Begyndelsen af det 16de Aarhundrede fremkom der flere Klager fra Gejstligheden over Misbrug af Brændevin, saaledes i et allerunderdanigst Andragende til Hans Majestæt Kongen fra Biskoppen i Aarhus Aar 1536. I dette Andragende beder han allerunderdanigst om, at Brændevin og andre stærke Drikke ikke maa blive solgt paa Helligdagenes Formiddage, da Folk paa ingen Maade kan have godt af at have nydt Brændevin før de gik i Kirke, hvilket i mange Tilfælde har svækket deres Aarvaagenhed og Agtpaagivenhed. Ifølge foranstaaende Klage er det altsaa aldeles bestemt, at Brændevin ikke alene blev benyttet som Lægemiddel, men ogsaa brugtes som Nydelsesmiddel, og, ifølge de herom frem­ komne {Gager, rimeligvis ikke efter saa ringe en Maalestok. I Midten af det 16de Aarhundredfe var der allerede her i Landet en temmelig udbredt Tilvirkning af Brændevin, særlig i Kjøbenhavn. Ifølge Scheels »Beretning om Brændevinsbrændingen i Danmark« staar Brændevinsbrændingen allerede ved Aaret 1621 som en beskattet Industri i Landet, »omendskjøndt man ikke paa nogen Maade bestemt kan paavise hvorledes man dengang brændte Brændevin her i Landet«. Det er ialtfald mest sandsynlig, at Brændevinsbrændingen paa dette Tidspunkt saagodtsom udeluk­ kende blev udført i Kjøbenhavn og Kjøbstæderne. Først ved

7 den kgl. Konsumtionsforordning af 1657 omtales Brændevins­ brænderne i Kjøbenhavn, Kjøbstæderne og paa Landet. Det er dog høist rimeligt, at Brændevinsbrændingen paa Landet har fundet Sted i en længere Aarrække, før Regjeringen har faaet paalidelige Oplysninger herom, og som Følge heraf beskattet Brændevinsbrændingen paa Landet i samme Forhold som i Kjøb­ stæderne og Kjøbenhavn. At Brændevinstilvirkningen ikke har fundet Sted efter saa ringe en Maalestok allerede dengang, fremgaar af et Forbud, som blev udstedt i Aaret 1699, den 28. October; herved blev det forbudt Brændevinsbrænderne i Kjøbenhavn, Kjøbstæderne og paa Landet at brænde Brændevin af visse bestemte Korn­ sorter. Motiverne til dette Forbud var, at man frygtede for, at der skulde blive Mangel paa Sæd til Brød her i Lancjet. De Kornsorter, der har været Tale om, har altsaa kun været Hvede og Rug. At en saadan Frygt kunde være velbegrundet, ligger temmelig nær at antage, thi Danmark skulde jo paa den Tid — foruden at brødføde sig selv — forsyne Norge med Levnetsmidler, og dengang var al Indførsel fra andre Lande til Danmark forbudt ved kgl. Forordning af 1680. Ovennævnte Forbud blev dog allerede ophævet igjen Aar 1700, men blev efterfulgt af flere lignende Forbud, hvoraf det sidste ophævedes i Aaret 1801. Spørgsmaalet angaaende det tekniske ved Brændevins­ brændingen i den daværende og paafølgende Tid er det imid­ lertid umuligt at besvare bestemt. Alle Meddelelser, der findes om Brændevinsbrændingen i de første Aar den udøvédes her i Landet, indskrænker sig saagodtsom altid til at behandle Be- skatningsspørgsmaalet, men lader altid Maaden, hvorpaa der den­ gang brændtes Brændevin, staa aldeles uberørt. Brændevinstilvirk­ ningen tog imidlertid et meget stort Opsving allerede i det første Aarhundrede, den var kjendt her i Landet, men har efter al

8

Sandsynlighed staaet omtrent paa et og samme Standpunkt i de første'150 Aar. Naar man vilde undersøge Brænderiernes Vilkaar og den Maade, hvorpaa Brændevin tilberedtes her i Landet i Begyndelsen af dets Fremkomst, vilde det være nødvendig samtidig at skildre Ølbrygningen, der i en lang Aarrække fulgte Side om Side med Brændevinsbrændingen; men da dette vilde føre for vidt her i dette Skrift, gaar jeg over til at beskrive BRÆNDEVINSBRÆNDERLAUGETS TILBLIVELSE. Den 16. Januar 1700 er det første Andragende indgivet fra de kjøbenhavnske Brændevinsbrændere til det kgl. Cancelli, om at der allernaadigst maatte forundes dem et Laug, under Magi­ stratens Tilsyn og Kontrol. Det kgl. Cancelli beordrede da under 18. Decbr. 1700 Hr. Etatsraad Rask til i Forening med fem andre hertil udvalgte Kommissærer at udarbeide et Regulativ for de kjøbenhavnske Brændevinsbrændere, og nøiagtigt og grundigt at undersøge, hvormange Brænderier der i det hele var i Kjøben- havn og paa Christianshavn, samt endvidere at udskyde de Brænderier, hvis Lokaler, indre Forhold og Beliggenhed ikke egnede sig for denne Næringsvej, og derefter at gjøre en paa- lidelig og samvittighedsfuld Indtfilling til Cancelliet. Skrivelsen til Etatsraad Rask med flere lød som følger: Vor gunst tilforn. Efftersom brendeviins-brenderne her i voris Stad Kjøbenhafn hos os allerunderdanigst haver ladet an­ holde, at vi dennem, som dend profession alleene bruger, laug oc laugsrettighed allernaadigst ville forunde, oc at dend store mengde af handverks folk, som af deris handverker kunde leve, brendeviins brenderiet at bruge maatte formenis, da er voris villie dend, at i strax lader fornemme hvor mange her i staden oc Christianshafn ere, som samme profession nu bruger, oc hvad handverker de ellers ere af, dernæst beseer, ;hvorleedis brende- viins-brendernis huse og gaarde ere conditionerede, de u-tjenlige

9 deraf at udskyde og derimod antegner de beqvemmeligste gaarde oc huse hvorudi saadan næring kunde tillades at brugis, oc endelig derefter indrette oc forfatter een project til een ordinance for brendeviin-brenderne, hvorefter de kunde vide sig i deris handel oc næring at rette, hvilken project tillige med en for­ tegnelse paa brendeviins-brenderne, saavel paa de, hvis huse ud- skydis, som de, hvis huse for beqvemme bliver antegnet, i os til videre underretning etc. Dermed etc., Befalet etc., Skrevet etc. Hafniæ dend 18 decembris anno 1700. Commissarierne vare efterskrevne: etats raad Claus Rask, borgermester Sigfred Friis Dverg, stads hauptmand Johannes Christensen, brand directeuren Gotfred Fux, stads bygmester Ernst oc Christian Meyer, indvaaner i Kjøbenhafn. Der savnes imidlertid Oplysninger om, at den af Cancelliet nedsatte Kommission har foretaget sig noget i den befalede Retning til Undersøgelse af Brænderierne. Det er høist rimeligt, at de kjøbenhavnske Brændevinsbrændere aldrig have faaet noget Svar paa deres første Andragende om at maatte faae Tilladelse til at danne et Laug. Som det vil ses af nedenstaaende Skrivelse til Kjøbenhavns Politimester, havde de kjøbenhavnske Brændevinsbrændere be­ sluttet at gaae Kongen imøde den nte Mai 1723, naar han kom kjørende fra Frederiksborg til Kjøbenhavn, og da ved Vibenshus overrække ham et nyt Andragende om at maatte danne et Laug. Skrivelsen til Politimester, Justitsraad Johan Philip Ratheken lød som følger: Vor bevaagenhed tilforn. Vi have ladet os referere, hvad du i din memorial af dato 16 Maji nestafvigt paa det allerunder­ danigste haver andraget, om det store antal af brændevins-mænd, som skulde have besluttet at gaa os i møde den 11 Maji nest­ afvigt ved vores sene hjemkomst fra Friderichsborg, og hvorledes du dem haver forbudet paa den maade at rotte sig sammen, med videre, saa og at de saadan din formaning uagtet dog have

10

begivet sig paa veyen i et selskab af 150 til 200 personer for at overgive til os selv en suppliqve (Ansøgning) i stedden for at holde sig voris allernaadigste anordning efterrettelig og samme i det af voris collegier, hvor deres begjering bør examineres, at overlevere. Og som vi da visselig finde stoor mishag i saadan deris adfærd, saa er voris allerhøieste mening denne, at du paa en god maade udforsker, hvo iblandt dennem der haver tilskyndet de øvrige af deris selskab at blive fremturendis i deres første ubetænksomme foretagende, og i saa maader at sette din vel- meente formaning, og gjorde forbud tilside. Hvornest du haver at paaminde dennem, at saadan deris utilladelige opløb meget vel kunde have fortjent at straffis, om vi med strenghed imod dem vilde lade forfare, og endelig paa det alvorligste at advare dennem, at de ingenlunde maa gaa deris foresatte øvrighed, som er denne stads magistrat, forbi, men for dennem bør andrage deris anliggende med begjering, at saafremt de ikke kunde hjælpe dem tilrette, de da vilde forestille deris sag for os selv, eller i de af os allernaadigst beskikkede collegier, da de ikke bør tvivle paa, at deris ansøgning jo bliver os paa det allerunderdaniste foredraget til vores allernaadigste resolutions forventning, men for alting, at de vogter sig for paa ovenskrevne maade sig efterdags at sammenrotte. Hvorpaa du haver at imodtage deris allerunderdaniste suppliqve og samme i det collegium, hvor den henhøre at ind­ sende. Rosenborg dend 4 Junii å’nno 1723. Efter at det var blevet oplyst, at det var Konsumptions- InspektørWindeløv, der havde tilraadet de kjøbenhavnske Brænde­ vinsbrændere ved en Masse-Deputation at overrække Kongen An­ dragendet, blev der tilskrevet Politimesteren følgende: Johan Philip Ratheken, justits raad og politimester. Vor bevaagenhed tilforn. Eftersom det for nogen tid siden, da vi kom fra Friderichsborg her intil staden, haver tildraget sig, at fast samtlige brendevins brendere her sammesteds sig haver

sammenrottet og imod Vibenshus uden for stadens Nørre port gaaende os imøde, da det dog dennem forhen af dig var for­ bøden ikke paa saadan maade deris memorial til os at overgive, og vi formedelst, at de haver understaaet sig til sligt at gjøre, dig allernaadigst haver befalet bemeldte brendeviins brendere at afhøre, og det da er befunden, at consumptions inspecteurWindeløv for dennem samme memorial haver projecteret og formodentlig skal have instigeret disse brendeviins brendere til saaledes sig at sammenrotte og bemeldte memorial paa saadan utilbørlig maade at overlevere, da som slig sammenrotting kunde have fortjent voris u-naade og stor straf, saa vilde vi dog alleeniste, at du bemeldte brendevins brendere derfor en alvorlig reprimande skal give, og dennem ellers i vores navn pardon tilsige, saa og af deres arest entledige, naar de udsiger og tilstaar, hvad de om bemeldte inspecteur Windeløv vide, og om hånd ikke og saa foruden at concipere for dem den indgiven memorial, haver ani­ meret dennem til sig uden for porten at tilsammenrotte. Og vilde vi saa for denne gang af synderlig kongelig naade have dennem pardonneret, dog at de herefter ikke understaae sig til saadant at gjøre. Ellers skal det ikke være dem formeent deres allerunderdanigste memorialer i collegerne at indgive, men for deslige til sammen rotting haver de sig at i agt tage. Og som fornævnte consumptions inspecteur Windeløv skal have projecteret forberørte memorial og brendeviins-brenderne formodentlig, som meldt er, til fornævnte sammen rotting annimeret, saa er voris kongelige villie, at du meerbemeldte inspecteur Windeløv der­ over hører, og saa fremt du finder det fornødent, da hannem endnu videre med nogle af brendevins brenderne at confrontere, og skulde hånd ikke vilde gaa til bekjendelse, haver du hannem da at lade arrestere. Givet paa Rosenborg den 9augusti anno 1723. Under 20. Juli 1725 findes en meget udførlig og om­ stændelig beskreven Rentekammerforestilling i Anledning af et nyt Andragende fra de kjøbenhavnske Brændevinsbrændere^ om

12

de maatte faae Tilladelse til at danne et Laug for Kjøbenhavn og Christianshavn. I dette Andragende motiveres deres For­ langende saaledes, at da alle andre Næringsveie i Kjøbenhavn havde et Laug, saa haaber man allerunderdanigst at troe, at en saadan Rettighed ogsaa vilde blive givet de kjøbenhavnske Brænde­ vinsbrændere. Endvidere haabede man i Betragtning af de uhel­ dige og ugunstige Forhold og Vilkaar, hvorunder alle de kjøben­ havnske Borgere levede, som drev den Næringsvej, at det i Fremtiden maatte blive forbudt til Kjøbenhavn at indføre flens- borgsk, holsteensk, jydsk, fynsk og fremmed Brændevin. Denne nye Ansøgning om at maatte danne et Laug af alle de kjøben­ havnske Brændevinsbrændere blev paa det bedste anbefalet af Politi- og Commerce-Kollegiet, men blev dog ved kgl. aabent Brev af 3. September 1725 — uden nogensomhelst Motivering — allernaadigst afslaaet. Regjeringen maa dog omsider have opdaget, at Brænde­ vinsbrænderne i Kjøbenhavn levede under meget uheldige Forhold. Den søgte da paa en anden Maade at hjælpe de kjøbenhavnske Brændevinsbrændere ud over deres pekuniære Vanskeligheder ved i Aaret 1725, den 27. Septbr., at forhøie Tolden temmelig betydelig paa al fra Udlandet indført Brændevin. Ved kgl. Resolution var der i Aaret 1728 bleven nedsat en Kommission, der skulde undersøge Laugene i Kjøbenhavn i Almindelighed, og da de kjøbenhavnske Brændevinsbrændere fik Underretning herom, blev der paany indgivet et meget udførligt og meget omstændelig motiveret Andragende om Tilladelse til, at der af de kjøbenhavnske Brændevinsbrændere maatte dannes et Laug. Lykken var dem dog ikke mere gunstig end tidligere; thi den af Regjeringen nedsatte Kommission gav følgende Ind­ stilling, »at Brændevinsbrændingen var en »Næring« og ingen »Profession«, som ordentlig behøvedes at læres«, og som Følge af denne Indstilling fik dette Forsøg derfor samme Resultat som de tidligere: et bestemt Afslag ved kgl. Resolution af 28. Juli 1739.

Den ovennævnte Kommission havde saaledes brugt sam­ fulde 11 Aar om at undersøge de kjøbenhavnske Laugsforhold. De kjøbenhavnske Brændevinsbrændere fandt dog, at denne Undersøgelse gik temmelig langsomt, og inden ovennævnte Re­ solution var givet, indgave de paany et Andragende den 20. Juni 1739, hvori de blandt andet anføre, at »Grunden, hvorfor de nu igjen allerunderdanigst tillade sig at søge om Tilladelse til at danne et Laug, er særlig denne, at der nu i Kjøbenhavn og paa Christianshavn findes omtrent 400 Brændevinsbrændere, og det vilde være umuligt for dem at existere i Fremtiden, hvis de ikke fik Tilladelse til at danne et Laug«. Det er dog temmelig sikkert, at der af ovennævnte 400 Brændevinsbrændere kun var c. 300, som drev Brænderi. Regjeringen synes nu at være bleven noget mere venlig stemt imod Brændevinsbrændernes Andragende, men vilde dog paa ingen Maade bevilge det, uden at Lauget vilde forpligte sig til at svare en aarlig Afgift til Staten for bemeldte Forbud mod Indførsel af fremmed Brændevin til Kjøbenhavn, som skulde ind­ betales til den kgl. Hovedkasse. Brændevinsbrænderne erklærede imidlertid, at det paa Grund af de ugunstige og uheldige Forhold, hvorunder de levede og drev deres Virksomhed, var dem umuligt at svare nogensom­ helst Afgift til Staten. Sagen blev derfor, ved kgl. Resolution af 17. April 1739, atter stillet i Bero indtil videre. Omendskjøndt der egentlig ikke forelaa noget bestemt Afslag fra Regjeringens Side, vare de kjøbenhavnske Brænde­ vinsbrændere dog komne paa det rene med, at hvis de ikke for­ pligtigede sig til i Fremtiden at svare en bestemt aarlig Afgift til Staten vilde de ikke kunne gjøre sig nogetsomhelst Haab om at faae et nyt Andragende bevilget. Strax efter den kgl. Kund- gjørelse af 17. April 1739 indsendte man derfor et nyt Andragende til Regjeringen, hvori samtlige kjøbenhavnske Brændevinsbrændere ved deres Underskrift lovede at betale 100 Rbdl. en Gang for

14

alle, men saa vilde de ogsaa, samtidig med, at Forbudet mod Indførsel af fremmed Brændevin opretholdtes, have Ret til at danne et Laug. At Brændevinsbrænderne have været temmelig sikkre paa at faae deres Andragende bevilget, fremgaaer deraf, at der samtidig blev indsendt Forslag til Laugsartikler for Kjøben­ havns Brændevinsbrænderlaug. Det er høist rimeligt, at det er Tilbudet om denne Afgift, der har bestemt Regjeringen til at tage Sagen under nærmere Overveielse. Resolutionen af 9. Juli 1739 vil da ogsaa have det nærmere og bedre undersøgt, om det paa nogen Maade vilde være gavnligt for de kjøbenhavnske Brændevinsbrændere, at der blev givet dem Tilladelse til at danne et Laug. Kjøbenhavns Magistrat anbefalede Andragendet paa det allerbedste ved en omstændelig Erklæring af 11. Januar 1740, og det kgl. Rente­ kammer indstillede under 2. April samme Aar, at Andragendet burde bevilges; ved kgl. Resolution af 23. April 1740 stilledes Sagen dog atter i Bero, men kunde den atter — som det i Resolu­ tionen hedder — paany optages, hvis de kjøbenhavnske Brænde­ vinsbrændere vilde forpligte sig til at svare en nærmere bestemt aarlig Afgift til Staten. Scheel udtaler sig herom paa følgende Maade: »Ved denne Afgjørelse er de kjøbenhavnske Brændevinsbrændere øjen­ synlig blevet i høi Grad skuffede. De have nu sikkert og be­ stemt ventet, at det nu skulde være lykkedes for dem at faae Tilladelse til at danne et Laug,., og med Hensyn til Afgiften havde de udtrykkelig erklæret, at 100 Rbdl. en Gang for alle var det høieste, de paa nogen Maade kunde gaa til. Opgive Sagen paa det nuværende Standpunkt, da de vare komne Maalet saa nær, vilde de imidlertid ikke, og de foreslog derfor ved en Skrivelse af 14. Juli 1740 det kgl. Rentekammer, at de nok vilde forpligte sig til at give en aarlig Afgift af 300 Rbdr. til Staten.« Paa dette Andragende blev der svaret de kjøbenhavnske Brændevinsbrændere, at Kollegiet ikke vilde eller turde driste

15

sig til at forelægge Hans Majestæt Kongen et saadant Forslag, og saaledes satte Kniven for Struben tilbøde Brændevinsbrænderne at svare 100 Rbdl. aarligt til Staten. Nu kom endelig Fore­ stillingen af 16. August 1741, og hermed var altsaa dette An­ dragende, som næsten var blevet fremsat igjennem 50 Aar, be­ vilget ved kgl. Resolution af 4. September 1741. Ved Forordninger af 25. og 27. October 1741, hvoraf den første, der gjælder Forbudet mod Indførsel af Brændevin, ogsaa er optaget i den anden, ved hvilken Lauget stiftedes, blev det bestemt, at der i Kjøbenhavn maatte blive stiftet et Brændevins- brænderlaug, som foruden de almindelige Privilegier tillige i de første 5 Aar mod en Afgift til Staten af 1000 Rbdl. om Aaret havde Monopol paa at forsyne Kjøbenhavn med Brændevin, idet al Indførsel til Staden Kjøbenhavn, saavel fra Indland som fra Udland, var forbudt, hvorfra dog de forskjellige Kompagnier, som handlede paa de fremmede Besiddelser samt Grønland og Island, vare undtagne. Da jeg gaaer ud fra den Forudsætning, at de fleste af Laugets Interessenter neppe kjende de i Aaret 1741, den 27. October, af Hans Majestæt Kong Christian den Sjette konfirmerede Laugsartikler for Kjøbenhavns Brændevinsbrænderlaug, har jeg anseet det for rigtigt at aftrykke dem i Slutningen af Bogen efter den originale Udgave. Som det vil ses af nedenstaaende Forordning, søgte Re- gjeringen at sikkre Brændevinsbrænderne ikke alene Handelen, men ogsaa Udskjænkningen af 01 og Brændevin. S che el siger herom i sin Beretning følgende: »Nu havde Brændevinsbrænderne i Kjøbenhavn da endelig opnaaet, hvad de i saa mange Aar havde kjæmpet for, og man skulde virkelig kunde ventet, at de navnlig ved Hjælp af Forbudet skulde være blevet istand til — om end ikke at bringe denne Næringsvej op

i6 paa noget høit Standpunkt, hvortil et saadant Monopol vel heller aldrig har været tilstrækkeligt — saa dog til i den nærmeste Fremtid at skaffe sig et bedre og lettere Udkomne«. Dette Haab, som ogsaa stadig er udtalt i de kjøbenhavnske Brændevinsbrænderes Andragender, maa imidlertid være slaaet feil; det kan ialtfald ikke bestemt sees, at der i de nærmeste Aar er sket nogen Forandring i de kjøbenhavnske Brændevins­ brænderes Kaar. Det Monopol, som de kjøbenhavnske Brændevinsbrændere havde faaet i 1741 paa 5 Aar, blev ved kgl. Resolution af 5. November 1746 fornyet paa 5 Aar, og det samme blev gjentaget ved Resolutionen af 1752; dog var disse nye Bevillinger selv­ følgelig paa samme Betingelser som den første, nemlig mod at svare en aarlig Afgift til Staten af 1000Rbdl. Endelig fik Lauget ved kgl. Resolution af 8. Mai 1758 en Forlængelse af Monopolet paa 5 Aar; men da Lauget i den mellemliggende Tid var bleven Staten 1500 Rbdl. af Afgiften skyldig, blev der ved samme Resolution bestemt, at ovennævnte Beløb skulde inddrives hos Lauget. Ifølge Laugets Protokoller skete dette dog ikke; thi under 28. Septbr. 1762 hævedes For­ budet mod Indførsel af fremmed Brændevin til Kjøbenhavn, og Monopolet var saaledes fratage«? det kjøbenhavnske Brændevins- brænderlaug. Lauget blev samtidig eftergivet en Sum af 4000Rbdl., som det var bleven Staten skyldig i Afgift. I de nærmest følgende Aar findes der kun faa Oplysninger om Kjøbenhavns Brændevinsbrænderlaug, og det gaar, efter det hele at dømme, øjensynlig meget stærkt tilbage for de kjøben­ havnske Brændevinsbrændere. Antallet af Brænderierne aftager stærkt uden- at de tilbageblevne udvide deres Bedrift. Det gaaer her som saa ofte, at det eneste, man kan se Forandring i ved­ rørende denne Næringsvej, er Beskatningen; selve Driften bliver staaende omtrent paa samme Trin som da Lauget blev stiftet, og det Liv, der syntes at have rørt sig blandt Brændevinsbrænderne

1 7 her i Byen — da de kæmpede for at opnaae saadanne Forhold, der efter deres Mening kunde betrygge Fremtiden for dem — synes at være forsvundet samtidig med Opnaaelsen. Ved Rentekammerets Skrivelse af 30. Marts 1774, jfr. kgl. Resolution af 5. Decbr. samme Aar, blev der givet Tilladelse for Brændevinsbrænderlauget til at brænde Brændevin af den Rug, som blev solgt paa Torvet, naar Bagerlaugets Oldermand havde afgivet Attest for, at den var ubrugelig til at bage Brød af. Den 9. Mai 1787 blev det ved Plakat befalet Brændevins­ brænderlauget at sørge for, at enhver af dets Interessenter ved Aarets Slutning havde en Beholdning af mindst 15 Tønder Sæd for hvert Kar, der blev benyttet. Heraf fremgaar det aldeles klart, at de kjøbenhavnske Brænderier dengang vare meget smaa, og i en Meddelelse, som staaer indskrevet i Laugets Protokol ved Aaret 1780, udtales, at samtlige Brændevinsbrændere dengang i det hele kun havde 620 Køer paa Stald. Naar man nu sikkert kan gaae ud fra den Forudsætning, at der paa dette Tidspunkt var henved 300 Brændevinsbrændere, kunde der altsaa ikke blive ret mange Køer til hver. At Antallet ikke var større dengang, fremgaar af et An­ dragende fra de kjøbenhavnske Brændevinsbrændere af 25.Februar 1775, om Tilladelse til selv at brygge alt det I dette Andragende, som Magistraten ikke vilde anbefale, fremhæves det udtrykkelig, at da Antallet af Bryggere kun var 100, medens der var 300 Brændevinsbrændere, saa var det umuligt for dem altid at faae frisk 01 i tilstrækkelig Mængde. De kjøbenhavnske Bryggere havde imidlertid faaet Under­ retning om dette Andragende, og de indgav derfor strax en ganske modsat Erklæring, maaske fordi de frygtede for at miste den Rettighed, de nu havde haft i saa mange Aar. Følgen blev, at Brændevinsbrændernes Andragende blev lagt tilside, idet en 2 bruge til Paasæt til Mæsken, for at lette Gjæringen.

01 , som de skulde

i8

kgl. Resolution bestemte, at det skulde have sit Forblivende ved de tidligere gjældende Bestemmelser. At det var blevet et ganske overordentlig stort Tab for de kjøbenhavnske Bryggere, hvis Brændevinsbrænderne havde faaet Tilladelse til selv at brygge det 01 , som de skulde benytte i Brænderiet til Paasæt af Mæsken, er aldeles sikkert. Følgen heraf vilde jo ogsaa let blive, at de kjøbenhavnske Brændevins­ brændere vilde føle sig fristede til ogsaa selv at brygge det 01, som de brugte ved Udskjænkningen og Udsalget i deres Boutikker. At det ikke var noget ringe Kvantum, der blev forbrugt om Aaret i de kjøbenhavnske Brænderier, fremgaar af Dhrr. Bryggeres Andragende til Magistraten om at forbyde de kjøbenhavnske Brændevinsbrændere selv at brygge 01 til Paasæt til Mæsken; heri angives det aarlige Ølforbrug i de kjøbenhavnske Brænderier at være imellem 90 og 100,000Tønder. Prisen paa Øllet var ved den Tid 23 pr. Tønde for den Sort, som blev benyttet i Brænderierne. For at paasee, at det 01 , som Bryggerne leverede til de kjøbenhavnske Brændevinsbrændere, var godt og friskt, havde Magistraten indsat to af Brændevinsbrænderne til at være Vragere og en til at være Ølprøver. Disses Stilling var imidlertid meget vanskelig, da det meget-ofte hændte, at det 01, de havde kasseret som ikke anvendeligt til Paasæt, af Magistratens Prøver blev erklæret for at være godt og brugbart til Paasæt af Mæsken. Man kan derfor ikke undres over; at de kjøbenhavnske Brænde­ vinsbrændere gjorde Forsøg paa at. faae Lov til selv at brygge deres 01. Denne Sag maa have lagt Brændevinsbrænderne meget stærkt paa Sinde, thi ifølge Laugsprotokollen blev det paa et Laugsmøde — der var sammenkaldt uden Magistratens Vidende og Villie — vedtaget, at ingen Brændevinsbrænder i Fremtiden, under en Mulkt af 20 Rbdl., maatte modtage den Ølbærme, der sammen med Gjæren blev hentet hos Bryggerne til Paasæt til

19 Mæsken. Skjøndt dette Møde var sammenkaldt og afholdt i største Hemmelighed, havde de kjøbenhavnske Bryggere dog faaet Under­ retning derom, og en Klage fra dem til Kjøbenhavns Magistrat havde det Udfald, at Kjøbenhavns Brændevinsbrænderlaug af Magistraten blev idømt en Bøde af 200 Lod Sølv for det hemme­ lige Mødes Afholdelse; den vedtagne Bestemmelse blev ophævet, og Resolutionen af 13. Juni 1755 blev betydelig skærpet. Foranførte Resolution siger blandt andet, »at alt det og al den Gjær, som de kjøbenhavnske Brændevinsbrændere bruge til Paasæt af Mæsken, skal altid uvægerligt kjøbes hos de kjøbenhavnske Bryggere«, og de, som omgik Loven, selv bryggede 01 og bleve opdagede, bleve idømte Bøder fra 10 til 200 Rbdl. Ved alle Laugsforsamlinger, som bleve afholdte, havde Magistraten Ret til at sende en Tilsynshavende, der altid førte Protokollen. Et andet Exempel paa den Myndighed Byens vel­ vise Magistrat havde over Laugene, eller som den ialtfald mente at have, fremgaar af Laugets Protokol for Aaret 1778. Lauget havde under 10. April 1778 valgt Hr. Kammerraad Lihme til Oldermand, men Magistraten erklærede saa i behagelig Skrivelse af 15. April samme Aar til Lauget: »At da Magistraten ikke ønskede Hr. Kammerraad Lihme til Oldermand for Kjøben­ havns Brændevinsbrænderlaug, saa agtede den velvise Magistrat at indsætte en anden i hans Sted«. Grunden, hvorfor man ønskede at indsætte en anden, var, som Magistraten anfører i sin Skrivelse, at Hr. Brændevinsbrænder Lihme eiede et Brænderi til, foruden det, hvori han drev sin Virksomhed. Brændevinsbrænderlauget, som ikke mente at burde finde sig i denne Magistratsbefaling, sendte nu en overmaade vel moti­ veret Klage til det kgl. Kancelli, og Udfaldet af denne var, at Magistratens Fremfærd ved kgl. Resolution blev i høieste Grad misbilliget, og det blev paalagt Magistraten at godkjende Hr. Kammerraad og Brændevinsbrænder Lihmes Valg som Oldermand for Kjøbenhavns Brændevinsbrænderlaug. Hr. Lihme var Older-

01

2 *

20

mand for Lauget i 6 Aar, og der var i alle disse Aar en stadig staaende Kamp imellem Brændevinsbrænderlauget og Magistraten, i hvilken Lauget selvfølgelig som oftest trak det korteste Straa. Da man i Aaret 1784, den 2. October, valgte en ny Oldermand ved Navn Søren Fjellerup, ser det ud til, at For­ handlingerne mellem Lauget og Magistraten bleve førte paa en mere forsonlig og passende Maade. Efter hvad det er muligt at se af Protokollerne, tør man ansee det som aldeles bestemt, at de kjøbenhavnske Brænderier i foranførte Tid ikke vare i saa regelmæssig Drift hele Aaret rundt, som det nu er Tilfældet, og ligesaa sikkert er det, at de fleste af de kjøbenhavnske Brænderier bleve holdt stille om Sommeren. Brændevinsbrænderne brugte nemlig dengang om Sommeren at sætte deres Køer paa Fællederne, og som Følge heraf var det jo ikke nødvendigt at brænde Brændevin om Sommeren for at faae Bærme til Køerne. For at bevise, at Brændevinsbrændingen ikke blev udøvet efter nogen stor Maalestok, skal jeg her efter Protokollen tage et Exempel. En Brændevinsbrænder, Larsen, som boede i Adelgade, hvor han havde et Brænderi af Mellemstørrelse, brændte efter den nuværende Beskatnings- maade kun 16 Tønder Karrum om Ugen og holdt kun 3 Køer paa Stald. Man kan vist derfor gaae ud fra den Forudsætning, at de fleste Brænderier ikke brændte stort mere end der var fornødent til det daglige Salg og hvad der behøvedes til at danne et lille Oplag for Sommeren. At denne Betragtning er rigtig ses af en Licitation, der blev afholdt i Aaret 1795; her er det største Antal Tønder Brændevin, som nogen af Brændevinsbrænderne har forpligtet sig til at levere, 5 Tønder; de fleste have kun modtaget 2 Tdr., ja 47 have endog kun taget hver 1 Tønde at levere. Da Brændevinsbrænderlauget blev oprettet, var der ifølge Politiets Generaltabeller 340 Brændevinsbrændere i Kjøbenhavn, som drev Brænderi. Antallet af Laugets Interessenter har imidlertid

J e n s

21

stadig været i Aftagende. Ved Aaret 1799 havde Kjøbenhavns Brændevinsbrænderlaug 316 Interessenter, hvoraf dog kun 273 drev Brænderi med 278 Pander og 537 Kar; men af de foran­ førte 273 drev 23 kun Maltgjøreri; thi paa den Tid — hvad for­ øvrigt holdt sig lige til Næringsloven kom — skulde man enten have Borgerskab som Brygger eller Brændevinsbrænder for at drive Maltgjøreri. Hvis man vilde se, hvad der — paa den Tid, da Lauget blev stiftet — blev benyttet til at brænde Brændevin af, maa Svaret blive, at Rug og Hvede saagodtsom udelukkende blev brugt hertil, og det var rent undtagelsesvis, at man brugte Byg. I Aaret 1757 begyndte Hr. Kammerraad Sukkervand og Skum som Materiale til Brændevinstilvirkning, og efter 1758 Sukker, Mallas og Opstikning. Der blev da ogsaa paa den Tid givet en Lov for disse Varers Benyttelse i Brænde­ rierne som Materiale til Brændevin. Ifølge Scheel »bestyrkes denne Formodning — at det var en uafbrudt Tilvirkning, og ikke et enkelt Forsøg — ved dette, at man ser det paa denne Maade tilberedte Brændevin omtalt paa forskjellige Steder og paa forskjellig Maade«. Af saadanne skal særlig fremhæves Pjecen »Aftens Promenader« eller Samtaler imellem Prudentius og Simplicius om Forbud imod i to Aar at brænde Brændevin af Rug og Byg, hvilket skulde være et sikkert Raad imod de høie Kornpriser, samt en Bog om »Sukkerbrændevinets og Kornbrændevinets forskjellige Dyder og Kvaliteter«, Kjøbenhavn 1771, der efter hele sit Indhold synes udtrykkelig at være fremkommet som Reklame for den Slags Brændevin, der fremstilles af Sukkerstoffer. Der er i denne Bog — som det er høist rimeligt, at Hr. Lihme selv har skrevet — fremdraget en Attest fra det medicinske Fakultet af 20. Januar 1770, hvori denne Brændevin omtales og roses som den bedste

Lihme at benytte

22

man endnu havde fremstillet. Tillige er der optaget et Inserat i denne Pjece, dat. 9. Marts 1770, hvori Hr. Kammerraad Lihme, der senere blev Oldermand for Lauget, opfordrer de kjøben- havnske Brændevinsbrændere til at søge at vinde en Pris, som skulde udsættes af Staden for dem, der fremstillede den bedste Brændevin af Korn eller Sukker Skum. I Handels- og Industri­ tidende for 1799 Nr. 89 findes ligeledes en Anbefaling for den af Hr. Kammerraad, Brændevinsbrænder Lihme tilberedte og an­ befalede Sukkerbrændevin, der udvandtes af Mallas og Skum. Samtidig fremkom ovennævnte Attest fra det medicinske Fakultet, som udtalte, at den Brændevin, der udvandtes af Mallas og Sukker, fuldstændig skulde kunne staa ved Siden af saavel Korn­ brændevin som Rom. I samme Tidende for 1800 Nr. 21 findes en Anbefaling for nogle Forsøg, der udførtes af Firmaet & Pløck i Helsingør i deres Brænderi, og som gik ud paa at tilberede Brændevin af Sukker, hvilket vilde kunne betale sig, da Sukkeret kun kostede 7 a 8 jS pr. E , medens Rugen paa den Tid kostede 5 a 6 Rbdl. pr. Tønde. At Brændevinsbrænderne ved Slutningen af forrige Aar- hundrede havde taget et stort Opsving med deres Næring, maa betragtes som aldeles bestemt. Paa denne Tid fremkom de første Bøger paa dansk om Tilvirkningen af Brændevin, og det ser altsaa ud til, at der dengang arbeidedes paa at bringe denne Industri op paa et saa høit Trin som muligt, eller ialtfald at bringe den op paa et betydeligt høiere Stade end den indtog paa dette Tidspunkt. De Bøger, der paa den Tid fremkom i Oversættelse fra Tydsk, vare: J. C. Simon: »Fuldstændig Oplysning om alle Slags Aqvaviters og Liqueurers Destillering, samt adskillige nyttige Essentsers og Tincturers Forfærdigelse, tilligemed den rette Om- gangsmaade med Brændevinsbrænden etc.« Kjøbenhavn 1795, — samt M. Hallager: »Haandbog for Brændevinsbrændere og De­ stillatører, Kjøbenhavn 1799, og 2det Oplag, Kjøbenhavn 1820.

Belfour

23 Til Grund for begge disse Pjecer ligger et tydsk Værk af ovennævnte Simon, Destillatør i Dresden; den første er en Over­ sættelse, medens Hallager dels har oversat, dels omarbeidet Haandbogen. Ifølge Scheel er der hos den sidstnævnte anført, hvorledes man kan brænde Brændevin af forskjelligt andet Ma­ teriale end netop Korn, blandt andet af Kartofler, men det er en meget løs og daarligt skrevet Anvisning, og det er næppe rimeligt — hvad der ogsaa skal ses senere — at nogen efter denne Anvisning har gjort Forsøg paa at benytte Kartofler som Materiale til Brændevin. Nogen stor og praktisk Nytte har disse to Bøger vist neppe gjort. Det er dog høist rimeligt, at den første af disse var Skyld i, at Forordningen af i. Februar 1797 udkom; i denne gaves der Tilladelse til at benytte Bær og Træ­ frugter i Brænderierne uden at betale Told heraf. Med Hensyn til de Redskaber, som paa den Tid blev benyttet i Brænderierne, er det temmelig sikkert, at der ikke skete nogen stor Forandring med disse fra den Tid Lauget blev stiftet og til den Tid, da det kongelige Brænderi blev anlagt her i Byen. Henimod Slutningen af Aarhundredet kom den saa- kaldte Brændevinsprøver og. Thermometret til Anvendelse her i Landet, og disse fik jo efterhaanden en ganske overordentlig Indflydelse paa Brændevinsbrændingen, der ogsaa uden disse Hjælpemidler var en fuldstændig Skjønssag. Den første Brænde­ vinsprøver, der blev benyttet her, var opfundet af O le men det eneste, man veed om den, er, at den var delt i 12 Grader og ganske sikkert var af Elfenbeen. Denne Brænde­ vinsprøver har vistnok aldrig havt nogen stor Udbredelse. Et Exemplar af disse Maalere har været opbevaret i Lauget indtil 1857 °g blev da afleveret til den nyvalgte Oldermand, men det er bortkommet i Tiden fra 1857 til 1880. Ovennævnte Brændevinsmaaler blev i 1789 forbedret af Justitsraad, Laboratør Maller, efter Opfordring fra General-Told- kamret; men før den Tid var der ført Forhandling om en ny

Rømer,

24 Brændevinsprøver af Sølv, som her kortelig skal omtales. Over­ præsidenten i Kjøbenhavn forlangte i Aaret 1770 i Anledning af, at der til samme var indsendt en ny Slags Brændevinsprøver af Sølv, en Erklæring fra Professorerne ved Universitetet, og disse svarede i en Skrivelse af 23. Mai 1770, at de ikke kunde be­ tragte den nye Sølvprøver som heldig af tre Grunde: 1) var den nederste Kugle kun heftet til Apparatet, og kunde saaledes med Lethed tages af og Apparatet forandres; 2) holdt den sig ikke lodret i flydende Varer, og 3) ,i Brændevinsbrænder Lihmes Brændevin af Sukkerskum samt i rektificeret Brændevin sank Apparatet tilbunds, og i Vand viste det slet intet. I en Skrivelse af 21. August tilbyder en Kunstdreier Spengler at levere ligesaa nøiagtige Brændevinsprøvere af Elfenbeen, som dem, der bleve fabrikerede af Sølv, men han tilføier i denne Skrivelse, at han kunde gjøre ligesaa fuldstændige og rigtige Brændevinsprøvere af Bernsteen. Kunstdreier Spengler 'henledede desuden i sin Skrivelse Opmærksomheden paa, hvor farligt det var for dem, som kjøbte Brændevin, at Prøveren, naar Vædsken var varm, sank dybere og altid viste et høiere Gradeantal, end naar Vædsken var kold; dette er jo ganske vist fuldstændig rigtigt, men Feilen var umulig at afhjælpe paa den Tid, hvor man ikke havde sat Thermometret i Forbindelse med Grademaaleren. Det var netop det Fortjenstfulde ved Laboratør Mullers Forbedring, at den gik i denne Retning. Hans Brændevinsprøver var efter Scheel: »delt i Grader fra 1— 40, saaledes at en Blan­ ding af 6 Dele Spiritus og 11 Dele Vand viste 1 Grad, 6 Dele Spiritus og 6 Dele Vand eller lige meget af begge Slags viste 6 Grader, og 40 Dele Spiritus og 6 Dele Vand kaldtes 40 Grader; som Anvisning til at benytte denne Brændevinsprøver var føiet en Tabel, der angav 5 forskjellige Grademaal, som den vilde vise, eftersom samme Brændevin prøvedes i meget koldt, i koldt, i tempereret, i varmt og i hedt Veir. Senere forandrede han

25 den til en firesidig Stang med Gradeinddeling fra i— 72; den skulde kunne sænkes med Lodder af 4 forskjellige Størrelser, der rettede sig efter Brændevinens Styrke, det største Lod til den svageste Brændevin, og med en vedføiet Tabel til at mod­ arbejde Temperaturens Indflydelse. Der var dog endnu en hel Del Mangler ved denne Brændevinsprøver, først og fremmest denne, at Brændevinens Varmegrad, naar den prøvedes, paa ingen Maade behøvede at være afhængig af Temperaturen paa den Tid af Aaret, den prøvedes; den kunde f. Ex. være varmere ved at have henligget udsat for Solen, eller koldere, naar den havde henligget i kolde Kjældere eller Pakhuse. Man maatte dog hjælpe sig med dette Apparat indtil det i Aaret det Spendrupske Alkoholometer, som ogsaa stod langt over dets Forgjængere. Hvorledes det ellers stillede sig med disse Brænde- vinsprøvere og i hvilken Udstrækning de bleve benyttede, kan ikke bestemt ses; det fremgaar kun af Akterne, at de ere bievne brugte af Toldvæsenet, til hvem der ogsaa 1798, foruden 11 fire- sidige og 6 tosidige Sølvprøvere, blev anskaffet 3 Thermometre.« Det er dog høist rimeligt, at disse Thermometre først egentlig ere bievne benyttede i Brænderierne omkring Aaret 1820, dels til Graderingen af Brændevin og dels til Brug ved Gjæringen og Opskoldningen. Ved en Laugsforsamling, som blev afholdt i Aaret 1819 i Oktober, blev Thermometret paa det bedste anbefalet Dhrr. Brændevinsbrændere af den daværende Oldermand for Brændevinsbrænderlauget, Hr. Peder Hammeløv. Efter den Tid er Thermometret anset for en af de vigtigste og mest uundværlige Gjenstande i et Brænderi, ved Opskoldningen, Gjæringen o. s. v. Blandt andre Forbedringer, som i Tidens Løb ere indførte i Brænderierne, maa omtales den »Vagemannske Svalemaskine«. Denne bestaar af et Rørsystem, hvilende paa en Tap midt i Bunden af Karret, saa at det kan bevæges rundt i Mæsken; igjennem Rørene pumpes der saa koldt Vand, som stadig ledes

1810 afløstes af

26

bort efter at have gjennemløbet Apparatet. Selvfølgelig er der givet denne Svalemaskine forskjellige Former, efter det Kars Beskaffenhed, hvori den skal anbringes, og den Mængde Mæsk, der paa en Gang skal behandles; men Principet er det samme: at søge at skaffe det kolde Vand en saa stor Flade at brede sig paa som muligt, hvorigjennem det kan virke svalende paa Mæsken. Svalemaskiner af dette System ere anvendte i saagodtsom alle Brænderier her i Byen; det er en Selvfølge, at ved Siden af den Maade, man tidligere brugte at svale Mæsken paa, var der ved dette Apparat sket et meget stort Fremskridt i Brænderierne, idet Svalningen af Mæsken tidligere var foregaaet paa den Maade, at en Mand stod og rørte i Mæskekarret med en Rager, og over Karret var der saa anbragt et Apparat med 4 Vinger, der sam­ tidig blev dreiet rundt og blæste paa Mæsken. At denne Maade at svale ned paa var temmelig langsom, er let forstaaelig, og den ovenfor nævnte Svalemaskine fandt derfor hurtig stor Udbredelse. Denne ovennævnte Svalemaskine er imidlertid ifærd med at forsvinde fra Brænderierne. Hr. Agent C. H. Aaret 1878 Patent paa et af ham opfundet Svaleapparat; dette er nu anbragt i flere Brænderier her i Byen, og samtidig er der fremkommet flere Maskiner efter samme Princip som det af Hr. Meyer opfundne. At disse ere betydelig hurtigere at svale ned med, end de omtalte Vagemannske Svalemaskiner, er aldeles sikkert; men da de vel egentlig kun kan benyttes med Fordel, hvor man har Damp eller Gas til-Drivkraft, have de ikke fundet saa stor Udbredelse som de Vagemannske i mindre Brænderier. Med Hensyn til de Forandringer og Forbedringer, som i Aarenes Løb ere skete med Driftsmaade og Udbytte, lader det sig ikke med Sikkerhed paavise, hvorledes Forholdene have ud­ viklet sig. Først i den senere Tid, da Tilvirkningen er gaaet betydelig frem og Forskjellen altsaa er bleven saa meget større, kan man af denne see, at der stadig har været nogen Fremgang. Den rationelle Brændingsmethode, der i Aarenes Løb søgte at

Meyer tog i

27 trænge igjennem, arbeidede efterhaanden denne Industri mere og mere op. Dette gjaldt selvfølgelig mest for Dampbrænderierne; men de andre Brænderier have da ogsaa fulgt nogenlunde med i Udviklingen. 1 Aaret 1858 udkom her i Byen »Den praktiske Brænde­ vinsbrænder«, en Oversættelse af Simon G ro th . at denne Bog ret godt svarede til sin Titel, skjøndt man maaske nok kunde forlange, at Redskaberne skulde være noget fyldigere behandlede og nogle flere medtagne. I de kjøbenhavnske Brænderier blev der paa denne Tid første Gang benyttet Grønmalt til Brændevin, hvad der ogsaa er tilraadet i ovennævnte Skrift. Omtrent ved Aaret 1870 blev der af i Berlin opfundet et Spiritusmaaleapparat, med hvilket der i Tydskland blev gjort flere Forsøg, som faldt meget heldig ud. Nogle af disse Spiritusmaaleapparater bleve strax indkjøbte og opstillede i Brænderierne her i Landet, hvor de, ialtfald paa en enkelt Undtagelse nær, opfyldte alle Forventninger. Dette Ap­ parat blev i Brænderierne anbragt ved Udløbet fra Svaletønden, saaledes at al Spiritus skulde passere igjennem Apparatet. Dette viser saa baade hvormange Potter Vædske der er passeret igjennem, samt hvormange Potter absolut Alkohol disse har indeholdt. Det er denne Spiritusmaaler, som Regjeringen benytter i Brænde­ rierne for Øjeblikket og som skal benyttes i alle Brænderier efter 1. April 1892.

Scheel mener,

Siemens & Halske

BESKATNINGEN AF BRÆNDEVIN. Den første Gang, Brændevin blev beskattet her i Landet,

er ved kgl. Forordning af 16. Februar Tønde Malt — der blev benyttet til

1621, ifølge hvilken hver 01 eller Brændevin — blev

beskattet med 4 (i. Ved kongl. Forordning af 21. Juli 1657 blev hver Tønde Sæd, der blev benyttet til Brændevin, beskattet med 12 li. Ved den kgl. Forordning af 31. Januar 1690 blev Afgiften

28

paa hver Tønde formalet Sæd, der blev brugt i Brænderierne, sat til 5 $. Ved Forordningen af 25. Mai 1804 blev en Del af For­ malingsafgiften lagt paa Brænderiredskaberne, og denne Forord­ ning med de deri befalede Forandringer bestemmer især følgende: A. Af den Behandling, hvorved det i Gjæring satte Korn, eller hvad andet som i det Sted anvendes og overdrives i Kjedlen eller Panden til Brændevin, betales Afgift, beregnet efter Mæskekarrets, og Kjedlens med Hattens, cubiske Indhold, i sammentaget Form. Til den Ende skal alle Mæskekar og Kjedler med Hatte i Brændevinsbrænderierne udmaales og stemples til Tønder å 136 Potter. B. Afgiften af hver Brænding beregnes saaledes: Mæskekarrets enkelte og Kjedlens og Hattens dobbelte Tønde-Antal sammen­ lægges i et bestemt Forhold, hvorefter den Del af Hatten, som er ovenfor Pibernes Underkant, ikke kommer med i Beregningen, om hvilke Maleværkskontrollørerne ere tillagte fornøden Instrux, ligesom og Oldermanden fra Laugets Side er berettiget til at være tilstede for at paase, at Brændevins­ brændernes Tarv i alle Maader bliver varetaget, saa der ikke sker dem nogensomhelst Uret eller Forkleinelse. Af Redskabernes saaledes sammenlagte Indhold erlægges altid forud for hver Gang, der brændes, 30 # pr. Tønde, hvorfor meddeles Kvittering (de saakaldte Fyrsedler). Af Hvede 1 Tønde eller 14 LM med Sæk .. Rug, Byg, Malt og andre Kornsorter pr. Tønde

1 Rbdl. 48 n

1 — 24 - » -- 48 - » — 48 -

eller den tilsvarende Vægt

.........................

Af Klid og andet Kornaffald.......................... Sukkervand, en Tønde å 136 Potter Sukkerskum, en Balle paa 102 Potter Sirup 1 0 0 ^ .............. ............................

.............

» --

...........

19 -

....... » -- 48 -

Mallas eller Opstikning pr. Balle

..................

2 — 38 - 2 — 38 -

% ......................................

Sukker, raat, 200

29

Ved samme Forordning blev det tilladt alle Brændevins- brændere i Landet at benytte vilde Bær og Træfrugter i Brænde­ rierne til Brændevin uden at svare nogen Konsumtionsafgift heraf til Staten. Foranførte Forordning skulde træde i Kraft den i. October. 1804, og derfor bleve alle Kjedler, Hatte og Mæskekar maalte og stemplede. At det var vanskeligt for Regjeringen at finde en Redskabsskat, der var nogenlunde retfærdig, er temmelig klart, da Forudsætningen for den — en regelmæssig og ensartet Drift i de forskjellige Brænderier — manglede. Det ser heller ikke ud til, at Tilladelsen til at benytte vilde Bær og Frugt har været stort paaagtet, thi ved en Laugs- forsamling i Aaret 1805 udtalte den daværende Oldermand Kaastrup, at han havde gjort flere Forsøg med vilde Bær og Frugt, men vilde paa det bestemteste fraraade Alle at benytte dette Raastof, da det næsten ikke havde været muligt for ham at holde Mæsken i Gjæringskarret. Med Hensyn til foranførte Beskatningsmaade udtaler sig saaledes: »Paa denne Tid blev de fleste Brænderier i Landet næsten drevet paa Slump, og det viste sig da ogsaa strax, at den nye Afgift, som tildels var baseret paa, at der i et velind­ rettet Brænderi skulde være et vist Forhold imellem Mæskekar og Kjedler (det antoges som 2 til 1), ligefrem var til Fordel for de Brænderier, der brugte store Mæskekar, idet Afgiften da blev ringere for hver Brænding, og de store Brænderier undlod da heller ikke i Tiden at benytte sig heraf ved at anlægge større Mæskekar.« Ved Forordningen af 20. September 1805 om Konsumtions­ afgifterne af Ølbrygning og Brændevinsbrænding skete nogle For­ andringer i Forordningen af 25. Mai 1804, idet Redskabsafgiften blev ansat til 16 og der blev samtidig lagt en ny, særlig Skat paa Malt, som var formalet, af 1 Rbdl. pr. imod de andre Formalingsafgifter bleve ubetydelig nedsatte.

Scheel

<)'/2 L it, hvor­

30 Denne stadige Forandring i Afgiften fremkom, ifølge Motiverne, altid for at skaffe en mere ensartet Beskatning tilveie; men For­ andringen virkede altid i en og samme bestemte Retning, nemlig til Forhøielse af Brændevinsafgiften og til Forøgelse af Statens Indtægter. Regjeringen har tidlig havt Øie for, hvilket udmærket Skatteobjekt Brændevinen var; det viser sig ogsaa aldeles bestemt, at Statens Indtægt af Brænderierne Aar efter Aar er bleven større og større, endskjøndt Brænderiernes Antal stadig formindskes og der egentlig ikke sker nogen nævneværdig For­ øgelse af Karrummet i de kjøbenhavnske Brænderier. I Aarhundredets Begyndelse var der af Regjeringen bleven nedsat en »Kommission for Brændevinsbrænderiernes bedre Ind­ retning«. Denne indstillede under u . Decbr. 1802 til General- Land-Øconomie- og Kommerce-Kollegiet, at der skulde oprettes baade en theoretisk og en praktisk Øvelsesskole for Brændevins­ brændere. Denne Indstilling havde til Følge, at Kollegiet senere forestillede Hans Majestæt Kongen, at der for kongelig Regning blev anlagt og drevet et Brænderi, »hvor de begyndte Erfaringer kunde fortsættes, og flere nye Forsøg fremdeles anstilles, hvilket Anlæg at indrette, forestaa og udføre maatte blive overdraget et af Kommissionens Medlemmer, nemlig Kommiteret i Kommerce- Kollegiet, Assessor Rafn, dog at Udgifterne til Anlægets Ind­ retning og Drift i det hele taget paa ingen Maade maatte over­ stige 20,000 Rbdl.« Den 16. October 1805 indberettede Hr. Assessor Rafn, at nu var Værket færdigt, men beklagede i allerhøjeste Grad at skulde meddele, at den bevilgede Sum var overskredet med 15,000 Rbdl., skjøndt der ved Værkets Anskaffelse og Opstilling var udvist den yderste Sparsommelighed. Ovennævnte Brænderi, som blev kaldet det kgl. Brænderi, var beliggende i Sølvgade ligefor Kronprindsessegade, og var indrettet som de bedste og mest veldrevne Brænderier i Udlandet. Man skulde derfor tro, at dette Brænderi havde særlige Betingelser for at blive et