WeysesMinde_1916

han, især i tidligere Tid, havde været rundhaandet med dem. Derpaa maatte han fantasere 8 Gange, da Bifaldet bestandig tvang ham frem paa Arenaen igjen. Efter at have spillet hos Rudolph Bay kom han engang „halv død“ hjem. Mærkede han, at han skulde spille, fordi „Værten vilde blære sig med ham“, var der ingen Naade at vente hos ham. Ved egentlige „Affodringsselskaber “ faldt Spillet ofte bort af sig selv, og han holdt heller ikke af at spille, naar man havde været altfor god mod ham. Men undertiden laa Ondet dybere, saa man havde besværligt ved at finde det. Hos Politidirektør Kjærulf var han engang inviteret tilligemed Thorvaldsen. Da han gjennem Spisestuen gik ind til Selskabet, saa han paa Bordet nogle Karafler med en klar Vædske i. „Aha!“ tænkte han. „Punseh — Skildpadde“. Men han blev narret. Punschen faldt ud til Vand, og Skildpadden var forloren i dansk Over­ sættelse. Efter Bordet „snød“ han dem og spillede ikke. Kjærulfs Søster blev stødt og snakkede „vel quasi i Spas om Uartighed, men jeg blev end mere stødt og gik hjem. Dumbertler! med deres Pretention, at jeg immer skal betale min Mad. Kjærulf og hans Datter var meget artige og lod mig gaa, hvilket var meget af en Politichef“. Om dette Tilfælde skal henføres un­ der Rubriken „Blære sig med“ eller under Rubriken „Skildpadde“, maa staa hen. Han kjendte iøvrigt en Mellemvei mellem Spil og Afslag. Det var næsten for grusomt! Han gav sig til