WeysesBiographie

87 og uden al Affectation eller Kunstlethed i sit Væsen, snarere sand, følelsesfuld og deeltagende. Vi have oftere og timeviis talt om dig, og hun talte stedse med den største Kjærlighed om dig. Da vi det første Øjeblik vare alene, spurgte hun mig strax »om Weyse var min særdeles fortrolige Ven«, og da jeg bejaede dette, sagde hun: »nu, saa have ogsaa vi To ingen Hemmeligheder for hinanden.« I ganske tydelige Udtryk har hun vel ikke givet mig nogen Forklaring angaaende Bruddet mellem E d e r, men hun gav mig mange Vink, hvoraf jeg med temmelig Sikkerhed troer at kunne slutte, at blot ligefrem Tvang af hendes Fader har været Skyld i hendes Adfærd. Jeg vilde vel ikke have meddeelt dig D e t t e , naar hun ikke gjentagne Gange havde, bedet mig at tilskrive dig Alt, hvad vi havde talt med hinanden om dig. De sidste O rd , som hun hviskede mig i Øret, da vi havde taget Afsked, var: »Hed Weyse ikke at glemme mig«. Brun siger, at han ret havde faaet P. Tutein og Kone kjæ re, saa a t der maa have været noget kjærligt i deres Væsen, som kunde overvinde den Uvillie, Brun følte mod dem paa sin Vens Vegne. E t ret interessant og ch arak - teristisk Træk af Julie meddeler Brun i samme Brev: »Da jeg fortalte J. om mit eensomme Liv i Gottingen, svarede hun: »om jeg da var saa for­ fængelig at troe, at mellem de 800 unge Mennesker, som her vare forsamlede, var der ikke en eneste,