WeysesBiographie

86 Wir armen Menschenkinder Sind lauter arme Sünder,

und mangeln des R u h m s , den wir vor unsere Vernunft haben sollten. Adieu, du Guter! Künf­ tige Woche sehen wir uns m ü n d l i c h , wenns Gottes Wille ist. Dein W e y se. Hvorledes Julie bevarede sin Kjærlighed til W e y s e , derom vidner et Brev til Weyse fra Carl B run, en særdeles kjær Ven af ham. Han var en Søn af Digterinden Frideriche B run , og op­ holdt sig for sine Studiers Skyld i Göttingen, hvor han ganske uventet tra f den Tuteinske F'amilie. I Brev af 4de Mai 1803 fortæller han Weyse, at der var kommet Bud til ham , at nogle Venner fra Kjøbenhavn ønskede øjeblikkelig a t see ham. Han løber hen til det opgivne Hotel og hører af en bekjendt Stemme sit Navn »Carl« udraabt oppe fra Trappen. Han blev ikke lidet overrasket ved at gjenkjende Julie, imod hvem han dog følte nogen Uvillie efter Bruddet med Weyse. Men han blev snart overbeviist om den egentlige Aarsag til dette. »Jeg maa tilstaae dig«, skriver han, »at Julies hele Charakteer og hendes Adfærd mod dig er.mig aldeles ubegribelig, ubegribeligere end nogen­ sinde. Jeg har den hele Tid paa det Skarpeste iagttaget hende (og jeg troer a t besidde Talent til Iagttagelse), og bestandig fundet hende aaben