WeysesBiographie

168 trodset Mod, for paa denne Maade a t lade Til­ hørerne mærke K l a r a s , hende selv maaskee ube­ vidste Frygtsomhed.« — I første Akts Scene, hvor paa Williams Bøn et Sværd hæver sig op af L u d ­ lams B rønd, lader Digteren en Klang lyde fra Brønden; Componisten lader h er, paa Theatret, Valdhornene og Oboerne holde det lille og eenstrøgne F i 31 T a k te r, om hvilken Tone det af Orchestret spillede Stykkes Harmonie drejer sig. (Hvad Dick hertil skulde synge, lader Com­ ponisten ham sige ganske sagte, for ikke a t for­ styrre Trylleriets Virkning ved en upassende Ko­ mik.) Fo rat nu denne Klang ikke skal staae isoleret eller betydningsløs, lader Componisten ved den bebude Aandens gjentagne Komme. (Ogsaa Ouverturen begynder med denne Klang. I Hule­ scenen i 4de A k t giver den, forstærket med B a ­ suner, Ludlams Replikker dét passende Eftertryk.) — Saavidt om Ludlams Hule. — Om »Macbeth« kan jeg være kortere. — Paa Recensentens P a a s ta n d , at den 2den »Sats« i Ouverturen ikke passer til den 1 ste, og den 3die er forældet, veed jeg ikke at svare Andet, end at det ikke synes mig saaledes. Jeg har ikke sam­ mensat Ouverturen med den kolde Fo rstand , og min Følelse tiltales ligesaameget af den 2den og 3die »Sats« som af den 1ste. Hvem skal nu heri være Dommer? Som bekjendt gives der intet absolut Kriterium for det Skjønne. løvrigt er