WeysesBiographie

151 desværre! det skeer sjelden, hvad jeg ret ønsker mig; altsaa kommer jeg rimeligviis til at ærgre mig over min Skjæbne endnu efter min Død.« Eders snart Methusalemske Gamle Weyse. Kbh. d. 7. Octbr. 1842. (Dagen før W .’s Død; de sidste Ord, han skrev.) »Ak, min kjære Ven! Den nye Selskabs­ frakke kunde jeg gjerne have ladet blive ubestilt, thi jeg frygter næsten, a t jeg aldeles ikke kommer til at gjøre Brug af den. Sygdommen har taget en slem Vending; Vandet har med Kulden taget til, o g .er kommet over Knæene, etiam in scroto, og Asthma er færdig at kvæle mig om Natten, saa jeg kun sjelden lukker mine Øjne, og kan om Dagen ikke taale at gaae over Gaden, idetmindste turde Vejen til Petersen gjennem Kongens Have, være den længste, jeg tør risquere. Til Kirken maa jeg kjøre. Alligevel har Crone endnu igaar efter en nøje Undersøgelse forsikret mig, at jeg hverken havde Vand i Brystet eller Maven; og periodisk, som f. Ex. igaar Eftermiddag, aander jeg ogsaa aldeles frit. Men i Nat har jeg ikke lukket et Øje, dog blev det bedre henad Kl. 5 efter Brugen af Emulsio ammoniacalis. Men paa en grundig Helbredelse tør jeg da ikke haabe, det er vist. A ltsaa maa jeg sige nolens, volens: Adio, du bose Welt. Det gaaer ellers her, som det gaaer ofte: nu, der er Udsigt til en behage­ ligere Existens, nu jeg i næste Aar har 410 Rdl.