WeysesBiographie

136 ich erst recht noch einmal, und endlich kommen die Andere — n o c h l a n g e n i c h t . Dette Ich kunde med Rette k a ld e s : Antichrist, da det øde­ lægger Christendommens Grundprincip: Kjærlig- hed. A ltsaa er det naturligt, at i denne Tid, hvorhen man end Blikket vender, seer man S . . . . i alle E n d e r, som Tidens Kost ikke kan bortfeje.. Men den Tid vil jeg neppe opleve i M u s i k e n , hvori det ene Produkt, jeg faaer at see, er d aar- ligere end det andet. Og alt det Snavs roses og anprises i de musikalske Blade, fordi den ene Krage ikke vil hugge Øjnene ud paa den anden. Punctum, og basta cosi (dermed nok). Nytaars- aften sad jeg ganske melancholsk hjemme i min Eensomhed, og tænkte paa, hvor smukt det havde været i gamle T ider, da hele vort gamle Søn­ dagsselskab , cum appendice af Moldenhawers,. Münters, gamle skikkelige Fru Krazenstein og Flere vare samlede hos B runs, og spiste i den smukke Sal R is e n g rø d , K a r p e r , Æbleskiver o. s. v., og naar Klokken slog 12 istemmede Vosz’s og Schulz’s højtidelige Sang: »Des Jah res letzte Stunde E rtön t mit ernstem Schlag!« Det ene V e r s : »Sind wir noch alle lebend, Wer heute vor dem Jahr, In Lebensfülle strebend, Mit Freunden fröhlich war?« slog mig rigtigt, thi af den hele Cirkel er, paa