WeysesBiographie

96 noget rigtigt Udtryk.« Og som Bekræftelse paa disse sine Ord, aabnede han ofte det gamle Claveer og glædede os med sine mageløse Phantasier. Bedet om at spille blev han aldrig i Præstegaarden, men næsten regelmæssigt spillede han altid i Mørk­ ningen, naar F a de r kom ned fra Studeerkammeret, stundom ogsaa til andre T ider, naar Fa de r var nærværende. Fo r A lt, hvad han saae og stødte paa, viste han Interesse og Opmæ rksomhed; Alt lod til at more ham, medens h a n morede os Alle ved sit godmodige og dog sprudlende V id , den komiske Mimik og Tale, de mange snurrige Ind ­ fald, og den barnlige Glæde over Smaating. Saa talte han paa Vers, saa sang han pudsige Smaa- viser, lærte os Unge komiske Lege, legede selv med, eller kaldte Fa der og Moder til som Til­ skue re, naar han havde faaet »en Stampemølle«, »en Jødeskole«, en naragtig Rundsang, eller Sligt sat igang, og saa kunde han more sig derover som et Barn. Kom han ud i Gaarden, saa stod han stille midt iblandt Fjerkræet, galede, kaglede, p luddrede, kjækkede, rabbede, indtil den hele I lok kom i Alarm og stormede sammen om ham, saa Moder undertiden maatte kalde til Orden. Men kom han om Aftenen ud og saae den stjerne- klare Himmel, da var han Astronom og tilbad Guds Almagt. Allerhelst var han dog ovre i den ærværdige, dejlige Domkirke med os Alle. Saa gik han gjerne omkring, og medens han besaae