VorGamleHovedstad_1929

Vo r gaml e H o v e d s t a d

54

maatte Byens Sikring imod Landsiden blive en lige saa stor Nødvendighed som imod Søen, Den første Befæstning, hvorved Byens Grænser tillige blev afstukne, har paa de Steder, hvor Terrænet ikke dannede naturlige Hindringer for en fjendtlig Indtrængen, næppe bestaaet af andet og mere end en bred Grøft, hvis Jord man simpelthen har kastet op bag ved som en lav Vold og yderligere forstærkede med et »Plankeværk«, Hvor skrøbeligt dette Plankeværk som Forsvarsmiddel betragtet end maa fore­ komme os at have været, saa har det dog ydet tilstrækkelig Beskyttelse. Datidens Krigsførelse, hvor det langtrækkende Skyts endnu ikke kendtes, var saare simpel. Skulde en By erobres, maatte det ske enten ved at udsulte eller ved at storme den. Hovedpunktet i Datidens Befæstningskunst blev da ved Hjælp af naturlige eller kunstige Hindringer i Terrænet at standse Fjenden i sit Stormløb imod Byen. Da nu Terrænet omkring Køpmannæhafn var rigt paa sidt og moradsag- tigt Jordsmon, Søer, Vandløb osv. var det saare naturligt, at man gjorde Brug af disse Terrænforhindringer ved Anlæget af Befæstningen, selv om denne der­ ved paa sine Steder kom til at ligge et godt Stykke udenfor den egentlige Be­ byggelse. Ved denne Befæstningsmaade opnaaede man jo yderligere at faa Græs­ gange indenfor Fæstningens Omraade, hvor man i Belejringstilfælde kunde have rigeligt Kvæg gaaende, saa at Mulighederne for Udsultning væsentlig forringedes. Atter her mærker man Biskop Absalons Fremsyn; thi de Grænser, han drog omkring sin By, var saa vide, at de i alt væsentligt holdt lige til Christian den 4,des Tid. Saaledes har da Slægt paa Slægt i firehundrede Aar arbejdet paa Ud­ bedringen af det samme Værn, bag hvilket Byen voksede op til at blive Nordens vigtigste Stad. Første Gang, Køpmannæhafn's Befæstning omtales historisk, er i Erkebiskop Jakob Erlandsens Stadsret af 1254. Man er paa dette Tidspunkt endnu næppe kommet stort videre end til det ovenfor nævnte Værn; ihvertfald hedder det i Stadsrettens 9de Artikel: »Naar i Fredstid Gravene ved nogens Ligegyldighed eller Forsømmelse forringes eller Plankerne falder ned, skal han inden 3 Dage begynde at gøre dem i Stand og bringe dem i deres tidligere Stand«. Det paa­ hvilede altsaa Borgerne selv at sørge for Byens Forsvarsstand, og det er derfor ikke at undres over, at dette Arbejde, hvor hver havde sin Del at passe, tit gik efter bedste Beskub uden nogen samlet Plan eller fornøden Forudseenhed. Følgerne heraf udeblev da heller ikke. I 1259 brød Fyrst Jaromar af Rygen gennem Plankerne og erobrede Byen. Stedet, hvor det skete, kaldtes senere »Jar-

Made with