VorFrueKirkeKøbenhavnsDomkirke

69 Indskriftens eneste, omend ikke uvæsentlige Vidnesbyrd om, at den gælder en kristen Mand, er Overskriften D. O. M. — Deo optimo maximo1). Hvad der kendes af Gravindskrifter fra Slutningen af 17de Aarh. og Be­ gyndelsen af 18de skiller sig i Indhold og Form ikke væsentligt ud fra de her gengivne; Humanismen fører gennemgaaende det store Ord. Men det maa ganske vist ikke overses, at havde vi kendt Indskrifter over jævne Mænds og Kvinders Gravmæler, vilde den kristelige Tone sikkert her — som i til­ svarende, der kendes fra andre Kirker — have klinget stærkere igennem. Slettest staar det til med vort Kendskab til selve Gravminderne. Hvad de to Brande 1728 og 1807 har bevaret os af den Vrimmel af Grav­ sten, Epitafier og storslaaede Monumenter over Enkeltmænd, Vor Frue Kirke gemte, er næsten mindre end intet. Brudstykker af ituslaaede Ligsten, Enkelt­ heder fra et eller andet Epitafium eller fornemt Gravmonument er saa at sige alt. Efter Branden 1728 synes en Del Gravmæler at være solgt, og Kirken og Borgerne selv har aabenbart betragtet Kirkeruinen som et velkomment Stenbrud og slæbt Byggematerialer bort fra Kirketomten. I al Fald fandt man for nylig under et Hus paa Kongens Nytorv de sørgelige mishandlede Rester af Biskop Peder Palladius’s og Rigshofmester Peter Oxes Gravstene! Havde man ikke haft de kummerlige Afbildninger af Gravsten og Epitafier i P. Resens Atlas fra 1677 og nogle værdifulde Haandtegninger i L. Thuras tredje, uudgivne Del af Den danske Vitruvius, nu i det store Kgl. Bibliothek, og enkelt tilfældig bevaret Billedstof, vilde vi have været ude af Stand til at danne os nogen Forestilling om den Fylde i Rigdom og Pragt, Gravminder af alle Slags gav Udtryk for. Som Frue Kirke stod 1728 har kun Roskilde Domkirke kunnet gøre den Rangen stridig paa dette Punkt. Det maa tilmed erindres, at netop Tiden fra Reformationen til op i 18. Aarh. er det pompøse Gravmæles store Tid — som i Europa ogsaa herhjemme. I 16. Aarh. er Frue Kirkes kendte Ligsten af en Type, der træffes hyppigt ogsaa i andre danske Kirker: Den store Sten med Afdødes Billede eller Billeder udhugne i fuld Korpus’og anbragt i en portalagtig Indramning. Er Stenen lagt over Adelige, er den tillige prydet med Ahnevaaben. Et enkelt af 16. Aarh. Gravmæler var dog tænkt i større Stil, af sort Sten, vel nok Marmor, og den hvide Alabast. Det var Peder Oxes! Men hans Enke, Mette Rosen- krantz, fik i den Anledning Kongens Vrede at føle, ganske som hendes Sviger­ inde, Pernille Oxe. Kongen forbød hende »at gøre Peder Oxe anden Begra­ velse i Frue Kirke end andre hans Lige«. Fru Mette fik ikke Brug for det kost­ bare Materiale og Resultatet blev den Sten af almindelig Type, hvis Rester *) Paa en Sten af sort Marmor, hvis oprindelige Anbringelse ikke kan angives, og nu er opsat i Kirkens Sideskib, staar: Hic situs est Urop, belli dux atque Senator. Cautior a Fabii tempore nemo fuit: Her ligger begraven Generalen og Rigsraaden Urup. Forsigtigere end han var ingen siden Fabius’s Tid.