VorFrueKirkeKøbenhavnsDomkirke

68 han om den Gudsfrygt, han allevegne havde set mange hykle frem. Men sær­ lig Iver lagde han for Dagen, da han af Gud og Kongen var bleven offentlig Beskytter af Fædrelandets Muser: han foretrak da ingenlunde sine private Interesser for Staten, hvilket i og for sig er et Under i vor Tid; han favoriserede alle gode, hjalp de bedste frem, kunde ikke fordrage de slette, var gavmild mod alle og understøttede de trængende. Og hos dette Menneske, eller rettere Overmenneske, hvad skulde man der savne andet end at han hver Dag var rede til at dø, han hvis Sæders og Miners Alvor tydelig viste, at han hver Dag havde Døden for Øje. Hans Liv vilde Kongen, Adelen og Folket have købt tilbage selv med deres eget Liv, på manges Bekostning — thi så bedrøvede var ¿g — for at Fædrelandet og Efterslægten kunde nyde godt deraf. Drag videre, Vandringsmand, og betænk, at Kansleren til Opbyggelse for Efter­ slægten efterlod også dette, at han, som den Helt han var, glad gik Døden i Møde.« Og derpaa fulgte nok et »Epitaphium«, i samme Tone og Stil, skrevet at Johs. Faber. Verdslighed og Humanisme i tæt Forening har sejret fuldkommen ved den dygtige Officer, Axel Urups Grav. Han døde 1671, men Gravmælet blev først opsat en Aarrække efter. Paa Ligstenen over ham og hans Hustru, Cecilie Grubbes, Grav stod at læse paa Latin: »Her hviler den berømmelige og velbyrdige Herre, Hr. Axel Urup, som uden Stands trofast tjente tre Konger med Raad og Vaaben, med sin kære Hustru, den berømmelige og velbaarne Frue, Cecilie Grubbe. Han døde Aar 1671 d. 15. Marts; Hun døde Aar 1691 d. 19. Marts. Paa det prægtige Epitafium stod — ligeledes paa Latin: »D. O. M. Til evigt Minde om den berømmelige Helt (Heros) Hr. Axel Urup, Herre til Belte- berg, Ridder af Elefanten, tre danske Kongers, Christian IV.s, Frederik III og vor egen »Augustus«, Christian V.s, fortrolige Raadgiver og ubestikkelige Assessor i Højesteret, Generalfeltmarchalen, den uforfærdede General til Fods og til Hest samt den aarvaagne Befalingsmand og Styrer af overmaade mange Fæstninger og Len, ganske vist den sidste af den ædle Urupske Stamme , men ved sine Fortjenester og Udmærkelser lettelig den første, han som altid tilsidesatte sine og sin Families Fordele og derfor forlod hvert af de Embeder, han gennem 44 Aar beklædte i Fred og Krig og med den største Klogskab, Tapperhed og Udholdenhed, rigere ikke paa Gods, men paa Be­ rømmelse. Sit Fædreland frelste han med Berømmelse dels fra den grumme svenske Krig, og navnlig Halland ved Kattarp Sø, og tillige styrkede han det ved sine Raad og Befæstningsanlæg. Og ved sin Bortgang efterlod han i Mangel på Afkom sit Navns udødelige Ry i de dødeliges Hjerter, idet selv Misundelsen gav fortabt, hin Misundelse, over hvilken han i Sandhed fejrede en stor Triumf.«