VorFrueKirkeKøbenhavnsDomkirke

62 det kunde snart indskrive — det skal fra Slægt til anden dog i denne Bog vedblive. Tak derfor hans berømte Pen: Lad hannem det hj embære, som han af Dig og dine tjen’ Giv hannem Lov og Ære!

De af Frue Kirkes Gravskrifter, vi kender, er selvfølgelig kun over særlig bekendte Mænd med deres Hustruer. Men i det Store og Hele er Aand, Tone og Stil — trods mange Nuancer — fælles for Indskrifter over alle Døde fra samme Tid og i mangfoldige danske, ja nordeuropæiske Kirker lader sig, alene gennem Gravindskrifterne, nøje aflæse Overgangene fra een Dannelsesperiode til en anden. Det er en ikke uinteressant Side af Litteraturen, det her drejer sig om! Hele denne vældige Gravlitteratur, der i sig afspejler skiftende Tiders Syn paa Liv og Død, fortjente engang at blive behandlet i Sammenhæng. Den vilde afsløre meget af Værdi for medmenneskelig Forstaaelse. Hvad nu Frue Kirke i København angaar, da spænder jo den Periode, hvis Gravskrifter vi kender, ganske vist kun over godt og vel halvandethundrede Aar, fra ca. 1536 til ca. 1700. Men dette Tidsrum er ikke det mindst interessante. Da fuldbyrdes den — ogsaa paa andre menneskelige Omraader højst in­ teressante Udviklingsproces fra Middelalderens til nyere Tiders Synspunkter. Periodens Gravlitteratur afslører det Kirkeliges svindende Indflydelse paa og Magt over Tankegang og Sind op igennem 16. Aarh. og viser paa den anden Side, hvorledes en bestandig mere verdslig betonet Humanisme i latinsk Dragt breder sig, for fra 17. Aarh.s Midte helt at beherske Gravmindernes Tale. Det er tillige let kendeligt, at den forholdsvise Kortfattethed og Ordknap­ hed, der endnu er det fremherskende i 16. Aarh., i det følgende Aarhundrede hastigt viger for en Ordrigdom og Forherligelsestrang, der tager til fra Grav­ mæle til Gravmæle og ender med allerede i 18. Aarhundredes Begyndelse at svulme over alle Bredder. Det nye europæiske Menneske nægter sig intet i Retning af Forherligelse af sig selv og andre, Ryet — Fama — bliver afgørende — ja næsten eneste Motiv i Gravskriften. Det maa dog ikke overses, at Ind­ skrifternes Art og Karakter har været støttet og understreget af Gravmindernes Billedtale — af kristelige og allegoriske Symboler og Figurer! At komme nærmere ind paa Frue Kirkes Gravskrifter af alle Slags — paa Ligsten, Epitafier, Sarkofager m. m. vilde her føre for vidt, men som Prøver paa skiftende Slægtleds Udtryksmaade og Sindsindhold skal anføres enkelte, ret tilfældig valgte Eksempler, tagne fra Gravskrifter over det praktiske Livs Mænd, en Række Politikere og Krigere, med Udelukkelse af Gejstlige og Lærde, hvor Veltalenheden altid flyder særlig rigeligt. Det maa her erindres, at det allerede i 16. Aarh. blev mere og mere almindeligt,