VorFrueKirkeKøbenhavnsDomkirke

2 2

betydelig

10 Alen — større Højde end Frue Kirkes. Til Murenes Højde

svarer saa nogenlunde Hvælvingernes Højde over Gulvet. I Type — tresk ibe t Korskirke med Koromgang og Kapelkrans — og i Dimen­ sioner ha r den gamle Kollegiatkirke, Vor F rue i Kobenhavn, i eet og a lt K athe- d ralkarak ter, og som en K a thed ra l løftede den sit høje Korsk irketag og mæg­ tige spidse Hovedspir hø jt op over Byen, synlig v id t og b red t over H av og Land. Af Tegl v a r den bygget og af Tegl dens Tage, men med Kobber dens store Spir og vel ogsaa Tag ry tteren tækket. Den har h a ft de baade stæ rke og blide F a rver i sit Ydre, vi kender saa udmærket vel fra mangfoldige andre af vore middelalderlige Murstenskirker, og den har i sit samm ensatte Væsen med Korsarme og Kapelkrans og i sin stolte Rejsning ha ft en Statelighed i Indre og Vælde i Ydre, der ikke va r almindelig uden netop i K irker af K athed ral- type. Den ha r væ ret i Slægt med den gotiske Kathed ral, som vi bedst kender den indenfor fransk Bygningskunst. Ikke m indst dens rige, lyse Ø stparti med store, spidsbuede Vinduers Vrimmel stempler denne sjællandske K irke som en Æ tling af K athed ralerne i Soissons, Reims, Amiens og Chartres. Murstenen tillader ganske v ist ikke den Elegance i Opbygning og det Raffinemen t i De­ taljen som Sandstenen, og Frue Kirke i København har v irke t tungere, mør­ kel e og mere enkel. Den ha r heller ikke ha ft det fu ld t gennemførte franske Stræbesystem , hvor Stræbepillerne i flo tte Buer over Sideskibes og Korom ­ gangs Tage er fø rt ind mod Højkirkens Mure, for dér a t tage mod de hø jtspænd te Hvælvingers Vægt og Tryk. Men a t den var af ædel Slægt, ha r man ikke kunne t tage Iej 1 af! Som F rue Kirke stod i sin Velmagt i Middelalderens sidste Tids­ rum, maa den have væ ret til Æ re for den katholske Kirke, til Æ re for den By, hvis Borgeres Stolthed den længe havde været — til Æ re for dansk Snille og dansk Kunstfærdighed! Som et Kunstværk, Københavns største og et af Dan- marks mærkeligste, var F iue Kirke, i K ra ft af Afstamning og Tilpasning efter hjemlige danske Forhold, tillige et lyslevende Vidnesbyrd om, a t Øresunds­ byen København ark itek ton isk va r i Stand til a t hævde sig mellem Stæderne ved Østersøen og Tiisejlingsfarvande, skønt mangfoldige af de tyske Østersø- stæder lang t overgik den i Magt og Midler til Selvhævdelse. Københavns Hoved­ kirke i al Fald stod paa lige Fod med de store K irkebygninger i Lybæk, Wis- m ai, Rostock, Stralsund og Danzig. Af danske Stæder, der hørte til Østersøkresen kunde alene Rigets næstbetydeligste By, Malmø, hvis Petrik irke saa forbløf­ fende lignede den københavnske Frue Kirke, hævde sig i de tte fornemme Selskab. Hvad her er sagt om F rue Kirke, gælder Kirken i dens To talitet, som den stod paa de Tider, da Reformationen kom. Det vilde være in teressan t — da den nu engang ha r hø rt til vor Middelalders i Sandhed store Monumenter a t faa paav ist, hvor dens rette Plads i vor Arkitekturs Udviklingsgang er at