VesterbrosPassage

første verdenskrig at have været folk, de r i forvejen tilhørte sam­ fundets øvre lag. Der blev ikke b rug for nogen ny »Takt og tone«, som havde været nødvendig sidste gang, det gik løs, og de mange nye millionærer forsøgte at blive salon- fåhige. Der var heller ikke de bratte fald fra de gyldne tinder til den rene elendighed som i tiden efter 1918, da næsten alle gullasch­ ba ron e rn e mistede deres formuer. De, der levede højt på Den an ­ den Verdenskrig, forstod langt bed re at ga rdere sig, skønt mange a f dem blev slæbt fo r re tten efter krigen. Gyldne tider var det dog også u n d e r An den Verdenskrig i Wivex og Nimb, der siden 30’rne begge havde været drevet af direktør Frode Petersen. I 1943, da Wivex pludselig blev sat u d af spillet ved en ødelæggende brand , lå Nimb imidlertid stille, formentlig på g run d af undtagelsestilstanden og udgangsforbudet, der var blevet etableret den 29. august. Branden i Wivex Det var den 14. september 1943, Wivex b rænd te - i modsætning til de senere sto rb rande i Tivoli u d en tilknytning til krigens begivenhe­ der. Aftenbladet skrev på forsiden næste dag: 55

T jen e rn e hos Wivel tjente styr­ tende med penge, og der betaltes ofte op til 50 kroner for at rese r­ vere et bestemt bord. Det var et kosteligt syn at se disse krigsmilli­ onærer og deres madamme r tage Wivel i besiddelse«. Det var dog ikke lutter småhand ­ lende, der med et slag var blevet rige. Især efter krigen viste det sig, at de fleste i forvejen veletablerede skibsredere i høj grad havde redet med på bølgen. I hele gullaschti­ den var en meget omtalt skibsre­ der og bygherre stamgæst i Wivel. Han troppede op i spidsen for et følge på 20-30 personer, de r ofte indtog både frokost, middag og af­ tensmad i restauranten og fo rt­ satte samværet om natten i hans luksuslejlighed. I reglen lykkedes det at få T ippe Lumbye og nogle mand af orkestret med, og fo r­ u d e n at de blev fyrstelig betalt for at spille u n d e r det natlige orgie, deltog de i det som gæster ganske i det omfang, de ønskede. In tet un d e r, at kapelmesteren ved krigens slutning sagde sin stil­ ling op og tog sig et sabbatår i Syd­ frankrig! Og mærkeligt er det hel­ ler ikke, at spekulanternes grove udskejelser førte til syndikalister­ nes storm mod børsen. Den and en Verdenskrig havde også sine krigsmillionærer, men det synes i højere grad end u n d e r

hus og hjem. Mens c hamp agn e ­ p r op p e r n e knaldede nat efter nat u n d e r sindsoprivende orgier, som gullaschbaronerne holdt sammen med deres med brillanter og ju v e ­ ler overhængte dame r, måtte kom ­ mun en udde le mad og brændsel til stedse længere og længere køer af nødstedte, og det skumle kvinde­ fængsel på Christianshavn blev åbnet for husvilde. »H jernerne var fyldt med gul­ lasch,« skrev T ip p e Lumbye om krigsmillionærerne, han og hans store orkester forlystede aften ef­ ter aften og nat efter nat. Spækhø­ kere blev til konservesfabrikanter, og »Christian den fjerdes traver­ bane«, som børsen blev kaldt, var fyldt hver dag af en skrålende menneskehob, d e r jobbede pap i­ rerne op i svimlende højder: »Når det r egne r på præsten, d ryppe r det som bekend t på deg ­ nen, og en del a f gu ld strømmen flød igennem de wivelske lokaler. Pengene skulle jo bruges og helst på en sådan måde, at a n d re kunne se det, og netop hos Wivel mødtes »tout Copenhague«. Og intet var for dyrt, selv om d en følelige va­ rekn ap h ed fo rdy rede alting over al sund sans. Men det spillede in­ gen rolle, om en flaske champagne kostede 100 kroner, eller en halv flaske Meukow 42 skulle betales med 60 kroner. Blot det var dyrt.