VesterbrosPassage
første verdenskrig at have været folk, de r i forvejen tilhørte sam fundets øvre lag. Der blev ikke b rug for nogen ny »Takt og tone«, som havde været nødvendig sidste gang, det gik løs, og de mange nye millionærer forsøgte at blive salon- fåhige. Der var heller ikke de bratte fald fra de gyldne tinder til den rene elendighed som i tiden efter 1918, da næsten alle gullasch ba ron e rn e mistede deres formuer. De, der levede højt på Den an den Verdenskrig, forstod langt bed re at ga rdere sig, skønt mange a f dem blev slæbt fo r re tten efter krigen. Gyldne tider var det dog også u n d e r An den Verdenskrig i Wivex og Nimb, der siden 30’rne begge havde været drevet af direktør Frode Petersen. I 1943, da Wivex pludselig blev sat u d af spillet ved en ødelæggende brand , lå Nimb imidlertid stille, formentlig på g run d af undtagelsestilstanden og udgangsforbudet, der var blevet etableret den 29. august. Branden i Wivex Det var den 14. september 1943, Wivex b rænd te - i modsætning til de senere sto rb rande i Tivoli u d en tilknytning til krigens begivenhe der. Aftenbladet skrev på forsiden næste dag: 55
T jen e rn e hos Wivel tjente styr tende med penge, og der betaltes ofte op til 50 kroner for at rese r vere et bestemt bord. Det var et kosteligt syn at se disse krigsmilli onærer og deres madamme r tage Wivel i besiddelse«. Det var dog ikke lutter småhand lende, der med et slag var blevet rige. Især efter krigen viste det sig, at de fleste i forvejen veletablerede skibsredere i høj grad havde redet med på bølgen. I hele gullaschti den var en meget omtalt skibsre der og bygherre stamgæst i Wivel. Han troppede op i spidsen for et følge på 20-30 personer, de r ofte indtog både frokost, middag og af tensmad i restauranten og fo rt satte samværet om natten i hans luksuslejlighed. I reglen lykkedes det at få T ippe Lumbye og nogle mand af orkestret med, og fo r u d e n at de blev fyrstelig betalt for at spille u n d e r det natlige orgie, deltog de i det som gæster ganske i det omfang, de ønskede. In tet un d e r, at kapelmesteren ved krigens slutning sagde sin stil ling op og tog sig et sabbatår i Syd frankrig! Og mærkeligt er det hel ler ikke, at spekulanternes grove udskejelser førte til syndikalister nes storm mod børsen. Den and en Verdenskrig havde også sine krigsmillionærer, men det synes i højere grad end u n d e r
hus og hjem. Mens c hamp agn e p r op p e r n e knaldede nat efter nat u n d e r sindsoprivende orgier, som gullaschbaronerne holdt sammen med deres med brillanter og ju v e ler overhængte dame r, måtte kom mun en udde le mad og brændsel til stedse længere og længere køer af nødstedte, og det skumle kvinde fængsel på Christianshavn blev åbnet for husvilde. »H jernerne var fyldt med gul lasch,« skrev T ip p e Lumbye om krigsmillionærerne, han og hans store orkester forlystede aften ef ter aften og nat efter nat. Spækhø kere blev til konservesfabrikanter, og »Christian den fjerdes traver bane«, som børsen blev kaldt, var fyldt hver dag af en skrålende menneskehob, d e r jobbede pap i rerne op i svimlende højder: »Når det r egne r på præsten, d ryppe r det som bekend t på deg nen, og en del a f gu ld strømmen flød igennem de wivelske lokaler. Pengene skulle jo bruges og helst på en sådan måde, at a n d re kunne se det, og netop hos Wivel mødtes »tout Copenhague«. Og intet var for dyrt, selv om d en følelige va rekn ap h ed fo rdy rede alting over al sund sans. Men det spillede in gen rolle, om en flaske champagne kostede 100 kroner, eller en halv flaske Meukow 42 skulle betales med 60 kroner. Blot det var dyrt.
Made with FlippingBook