ValkendorfsKollegiumsHistorie_1917

150 blive H erre over Ilden, efter at den havde ødelagt 16—1700 Huse og g iort 3700 F am ilie r husvilde. D ig terpræsten , den gam le A lumne Jø rgen F riis, (S. 139), slog H a rpen ved Budskabet om B rand en ; i »Københavns T a a re 82)« sk ild re r h an i m alende, m en k u n tildels smagfulde, B illeder Ildens Hæ rgen: Forskræ kkeligt at se de gnistefulde Vinger, Hvormed han sig omkring paa alle K anter svinger; h an fløj om sider op paa kobbertakte Spir, saa Byen h av er m ist sin Herlighed og Zir. Gud bedre det saa sandt: de mange skønne Steder Ser nu bedrøvet ud og græ der med St. Peder; Han maatte sæ tte sig med Job i Asken ned, Han græd, og hver en T a a r’ v ar brændende og hed. Vor F rue m idlertid i denne Kvalm og Varme Faldt ned paa sine Knæ, Gud m aatte sig fo rb arm e; Hun gav det sidste Suk og saa besvimed hen, Det bliver længe til, hun komm er sig igen. Hun faldt, og h v o r man ser, alt flere staar og rokker, Nu hø res Sørgelyd af Helliggejstes Klokker; H jæ lp, Gud! er alles Ord med Skrig og Jamm ersang, Og hver er bange for en stø rre Undergang. Man kan paa R undetaarn ej Sol og Maane skue, Og Stjernens Vej er skjult i taageblandet Lue; Ild-Stjernen b lu sser op i hver en Kant og Vraa, Og det e r fælt at se omkring i Aabenraa. Med »de m ange skønne Steder« h en tyd e r D igteren bl. a. til sit gam le Kollegium. Da F lamm e rn e havde udraset, va r saa godt som alle St. Pederstrædes Huse n edb ræ nd t til G runden ; saa let va r det im id lertid ikke at faa Bugt m ed Valkendorfs Kollegiums æ rvæ r