VBergsøeDeForbistredeDrenge

op. Fader trøstede mig med, at vi fik en ny Konge; men det var slet ikke for Kongen, jeg græd. Det var fordi der laa Død i disse hule, rullende Paukeslag, Død i de sorte Heste paa den hvide Sne, Død i hele denne kolde, stiv­ nende Vinterdags Øde. Sligt opfatter et Barn instinktmæssigt — forklare sig mægter det ikke. Saa husker jeg en Nat, hvor jeg vaagnede i den vildeste Rædsel. Værelset var rødt som Ild. Fra Bilæggerovnen grinede Gessier; Gni­ ster og Gløder føg forbi Ruderne. Moder kom styrtende ind, greb mig i sine Arme og har mig grædende ned i Dagligstuen. Her stod Fader og bandt sig Fabrikens Brandskilt om Halsen, Sølvtøjet laa paa Bordet, Pigerne kom farende med Dækketøj og Lagener. Luerne slog tværs over Gaden —■ vore Stuer lugtede af Røg, Ru­ derne vare ganske varme. Det var „Helvede“, der brændte, og det var virkelig en Helvedes Brand — selv min gamle Bedstefader kom fra Nybrogade, og det hørte der ikke saa Lidet til. Heldigvis slap vi med Skrækken, og den borede sig dybt i Barnesindet; thi da jeg senere lærte om Helvede og hørte, hvor hedt man dér vilde faa det, maatte jeg altid tænke paa Brand­ natten og dens Rædsler. Men saa trøstede jeg