VBergsøeDeForbistredeDrenge

87

læggerovnens Plade sigtede Vilhelm Tell paa sin Søn, medens Gessier stod ved Hattestangen og grinede. Kunstneren havde lagt noget rent djævelsk i Gessiers Ansigt, og da jeg misforstod Sagnet og forblandede Navnene, havde jeg faaet den naive Idé, at Kongen mulig vilde tvinge Fader til at skyde et Æble af mit Hoved, hvis jeg ikke tog Kasketten dybt nok af for Maje­ stæten. Heldigvis mødte jeg ikke Frederik den Sjette; thi han døde, da jeg var henved fem Aar gammel. Herom har jeg bevaret et halvslettet Minde. Jeg stavrede om i vor store blaa Sal, da Fader kom ind og sagde, at Kongen var død. Det lettede ganske vist Noget paa Kasketten; men paa den anden Side følte jeg dog en vis Tvivl om det ikke var et Krigspuds — jeg troede Kongen fritagen for den Slags Ubehageligheder. Da lød fra Gaden Sørgepaukens dumpe, dæm­ pede Toner. Fader tog mig paa Armen og bar mig til Vinduet. Nede paa Gaden holdt to He­ rolder paa sorte Heste i den hvide Sne. Den ene kundgjorde Kongens Død, den anden trom­ mede sin hule Dødshvirvel, og saa red de lang­ somt videre, medens de hvide Snedun laa som Kniplingsbræmmer om deres Guldmorskapper. Da brast jeg i vild Graad og vilde ikke høre