VBergsøeDeForbistredeDrenge
80
ejede jo ikke et eneste Kranium, og saa gik jeg hen i Krystalgade til Madam Ipsen, vor Gipsers Kone, som handlede med Naturalier. Her fik jeg den sørgelige Besked, at et Hundehoved kostede tre Mark, og jeg havde kun otte Skilling i min Lomme. Nu først gik det op for mig, hvor forfærdelig rig den magre Herre maatte være, i det allermindste Millionær, og trykket af en knugende Armodsfornemmelse gik jeg hjem til mit Loftskammer. Lidt efter lidt fik jeg dog paa forskellig Maade et Par Dyrekranier; men et rigtigt „Død ningehoved“ var paa én Gang mit højeste ønske, og — underligt nok — min dybeste Skræk. Det vilde være umaadelig rask at vise et saa- dant til Kammeraterne, og saa følte jeg dog godt, at jeg ikke turde gaa ene til det i Mørke. Der gik et Aars Tid, saa skulde der sættes et nyt Plankeværk i fjerde Gaard ud til Kirke- gaarden. Der blev rodet, tumlet og tømret, hele Dynger af Menneskeben gravedes op, og saa kom jeg tilfældigvis derned. Det gøs i mig ved at se, hvor lidet man agtede Gravfreden, og da nogle af Arbejderne begyndte at sige Raaheder, gik jeg indigneret min Vej. Men min Beslut ning var fattet. Jeg vilde tage et af de Hoveder,
Made with FlippingBook