VBergsøeDeForbistredeDrenge

7 9

Den stærke Varme havde fremlokket ikke alene de graa „Tømmermænd“, men talrige andre In­ sekter, som leve under Fyrretræets Bark, og det var alle nye og mærkelige Dyr, som kun Din- ger kendte fra Schwarzwald. Seneifie ere flere af Y dem bievne indslæbte i vore Naaleskove, hvor jeg har truffet dem som gamle Bekendte. En Dag havde jeg — Gud maa vide hvor­ dan — forvildet mig ind i Universitetsgaarden og derfra ned i „Eschrichts Kælder“ . Her saae jeg de store Hvalskeletter og de hvide Kranier af mange sælsomme Dyr. En mager, venlig Herre med et Lungeslag paa Kinden viste mig om, og da vi kom til „Dødningehovederne“, spurgte han mig, om jeg var bange for dem. Ja, det var jeg rigtignok, og det til Gavns; men jeg svarede, at jeg gerne vilde have et af dem til min Samling. „Ja, naar Du bliver stor, og kommer her og lærer, kan Du faa et af dem — at laane,“ sagde den magre Herre og klappede mig paa Kinden. — „Nu maa Du gaa, for nu skal vi lukke.“ Hvor lidet anede jeg da den Betydning, som disse Samlinger og denne venlige Mand skulde faa i mit senere Liv. Da jeg kom hjem, stod det klart for mig, at mit Museum var yderst mangelfuldt — jeg