VBergsøeDeForbistredeDrenge

310

mange Aar har han levet for Skolen og fol­ den alene, saaledes som H an forstod at leve for sit Kald. Han røgtede sin Gerning indtil sin sidste Levedag; hans Livs Lys er ikkelang­ somt udbrændt, men slukket pludselig, som ved et Vindpust. Derfor vil Mindet om ham staa saa meget klarere for os! Mine Venner! Lad os gemme hans Minde, ikke blot i Erindringen, men i Viljen! Vi kan ikke og skal ikke ligne ham iAlt, men lad os stræbe at ligne hami det, som var hans første Dyd: at tænke sjelden paa sig selv, men altid paa sit Kald og sin Gerning, at den ikke skal forsømmes. Gud vil signe h a n s trofaste Gerning og lønne ham for den!“ Der var hulkende Graad, da vi stod om det gabende Svælg, der gemmer Dødens Hemme­ lighed. Sjelden er en Lærer bleven fulgt til Gra­ ven med saa mange, saa oprigtige Taarer.