VBergsøeDeForbistredeDrenge

3 0 9

og hørte paa ham, saa saae og hørte vi ham selv, ikke Noget, vi kendte andet Steds fra, men det fulde, sandfærdige Udtryk af hans Personlighed. Det hænder saa ofte, især i en dannet Tidsalder, at man hører Ordene lyde, men ikke kan kende Stemmen, fordi det er Tidens Røster, som lyde igennem den. Han s Stemme kunde vi altid kende igen: i Skæmt som i Alvor, ved Undervisning, i Samtale lignede han altid kun sig selv, altid den samme fast, ja snævert afsluttede, jævne, kærnefulde Personlighed, og altid lige frisk og oprindelig. Og ligesom det var ham givet at forbinde den unge Lærers Friskhed med den gamles Er­ faring, ligesom han i Undervisningen aldrig var hildet af sine egne Metoder, endsige af Andres — saaledes var han ogsaa i sin øvrige Færd som Lærer uden Fordomme og uden Persons Anseelse. Her er en talrig Kreds af hans ældre og yngre Disciple; jeg hører selv til deres Kreds. Er der nogen Eneste af os, som kan sige: mig har han foretrukket eller: mig har han forurettet? Det var ikke denne kolde Retfærdighed. Har vi ikke set ham hjælpe og trøste, selv hvor Sor­ gerne vare af de sm a a ? — Han har været Lærer og ført Tilsyn ved vor Skole i henved tredive Aar; og i disse