VBergsøeDeForbistredeDrenge

303

atter maatte denne tilstaa, at det forholdt sig rigtig. „Nu vel!“ endte Svenningsen, „saa kan du tage de Prygl, du har faaet i Dag som et ringe Afdrag paa den Gæld, hvori Skolen staar til dig. — Herrrutt!“ Og dermed var den Sag klaret. Lige saa sikker og selvbevidst Svenningsen var i den pædagogiske Verden, lige saa sky og famlende var han over for det sociale Livs Etikette og taabelige Former. Ganske magtesløs var han lige over for „fine Damer“ , og en pyntet Moder, Tante eller anden kvindelig „For­ ælder“, der kom for at hyle over lille Basse­ mand, kunde bringe ham rent fra Koncepterne. Han hørte helst paa dem i Porten, men forsvandt saa pludselig med en kejtet Undskyldning i „Archivet“ , hvor han med et „Ærrr!“ drejede Nøglen i efter sig. At ledsage Damer, konversere dem, kort sagt „give Kavaleren“ var ham aldeles umuligt, og kom han i en saadan Situation, løb han rent ud sin Vej. Under et Ophold hos sin Søster paa Hol- steinsminde, fik en kvindelig Gæst at vide, at han vilde rejse næste Morgen. For at slaa