VBergsøeDeForbistredeDrenge

287

overskrævs paa Enden af en Bænk, hvor han tegnede Figurerne i Luften med en Plastik, saa at det saae ud, som om de stod der. Hans Bevisførelse var stundom meget original. „Ser du,“ sagde han f. Ex., „den korteste Linie mellem to Punkter er den rette. Bevis: aldeles overflødigt, for naar du binder et Kar­ bonadeben ved det ene Punkt, og holder en Hund i Halen ved det andet, saa vil den, naar du slipper Halen, fare lige i Karbonadebenet og aldrig gaa langs Væggene. Men, ser du, naar sligt et umælende Bæst kan forstaa det, behøver jeg ikke at bevise det.“ Svenningsens atletiske Skikkelse, hans Sindsro og uforstyrrelige Ligevægt imponerede os lige saa meget som hans strenge Retfærdig­ hedsfølelse. „Albert Andresen er den bedste Matematiker i Klassen“ skrev han i et Teste- monium, men føjede saa umiddelbart til: „hvil­ ket dog er en meget relativ Ros.“ Og heri havde han Ret; vort Hold var særligt slet, og dog sled han med os uden at knurre. Aldrig har jeg set ham hidsig eller raa, aldrig hørt ham skælde ud eller blive grov som mange af de andre Lærere. Vaasede man for meget, kunde han i det højeste sige: „Ærrr! Hvordan er det, du staar og roder som en Høne i B laar!“ eller