VBergsøeDeForbistredeDrenge

275

Specie, saa kan Eftertiden aldrig begribe, hvor de Penge er komne fra.“ Reith vred sig, min Salighed, ligesom Ormen i Hullet; men jeg snakkede saa længe for ham, at jeg, Pinedød, fik ham til at gaa i Tøjet og lægge sin Specie derned. Saa løftede jeg Stenen og lagde den i Hullet igen. Men den næste Morgen, før Fanden fik Sko paa, var jeg ude paa Fælleden og tog Specierne. Saaledes narrede jeg med min ene Specie Reith for en, og Eftertiden for to. 2 + 1 , hvad giver det, lille Bergsøe?“ „Det giver 3 .“ „ J a, det giver 3 , “ svarede Svenningsen og saa lo han, saa jeg kunde se det paa hans runde, brede Ryg, idet han gik ud af Klassen. Reith var Regnelærer og god Ven af Sven­ ningsen. Han lignede ham noget i Førhed og kopierede ham ikke saa lidt; muligt var det derfor, at Svenningsen drillede ham. En tidlig Morgen, just som Sommerferien var begyndt, mødte Reith sin Ven ved Vester­ port. „Hvor skal du hen?“ spurgte Reith. „Aa, jeg gaar mig blot en liden Tu r,“ for­ klarede Svenningsen. „Gaar du med?“ i 8*