VBergsøeDeForbistredeDrenge

273

som jeg har tilladt mig at ændre lidt efter Virkeligheden:

„En Nat som fuld han paa Knippelsbro gik med dinglende Krop; til Vægterne peb og paa Stigen ham fik transporteret op. Men han sprang af Stigen og rendte sin Vej helt ud til Wilders Plads. Var det og saa Mads? — Nej, det var s ’gu Fas, som kom fra et K alas.“

Svenningsen holdt i det Hele meget af at narre med saadanne smaa uskyldige Kneb. Det var ikke for Pengenes Skyld, men det morede ham „at faa Folk til at gaa i Fælden“ . En Dag sagde han saaledes til mig: „Hør, lille Bergsøe, kan du sige mig, hvorledes man med én Specie kan narre for tre?“ Jeg tog Spørgsmaalet som en aritmetisk Opgave og erklærede efter nogen Betænkning, at det var umuligt. „Der er meget lidt, som er umuligt, “ sagde Svenningsen, „og nu skal jeg fortælle dig, hvor­ ledes det lader sig gøre. Ser du, forleden Dag gik Reith og jeg os en liden Tur paa Amager Fælled. Saa kommer vi til en stor Sten, og saa siger jeg: „Hør, V. Bergsøe: De forbistrede Drenge. 18