VBergsøeDeForbistredeDrenge

244

Narresprog hørte op, og Hammerich var med at give Impulsen dertil. Han var en højt begavet, kundskabsrig og dertil vidt berejst Mand, som ikke havde øst sin Kundskab af Bøger alene. De Skønhedsindtryk, den klassiske Aand, som Grækenland og Italien havde forlenet ham med, søgte han at bibringe sine Elever, og han gjorde det med den Klarhed og Grundighed, han havde lært i Bonn og Ox­ ford. Ingen kunde som han tyde en Satire af Horats, og turde det end være tvivlsomt, om Horats netop havde tænkt saaledes, som Hamme­ rich forklarede, saa maatte man dog indrømme, at han meget godt kunde have tænkt saaledes, saa ægte klassisk, saa aandfuld og fin var hans Opfattelse af den gamle, romerske Digter. Men denne Kærlighed til Horats og Virgil førte ham ind paa Noget, der efter min Mening var en Afvej. Han vilde have, at Blomsten af den klassiske Digtning skulde følge os ud i Livet, og for at opnaa dette maatte vi lære hele Oder og Satirer udenad. Dette var en skrække­ lig Plage, i det mindste for mig, thi lige saa let som et dansk Digt hang fast i min Hukom­ melse, lige saa hurtigt gled et latinsk ud af den. Vi vare desuden iforvejen overbebyrdede med Hukommelsesarbejde. Gramatiske Remser og