VBergsøeDeForbistredeDrenge

230

Men saa begyndte pludselig denne lange, spidse Ormetunge at spille omkring hans Næse­ tip idet han skelede saa skælmsk, at jeg brast i Latter. „Hvad griner du a’, Dreng?“ tordnede Kjøge, men inden jeg kunde svare, skete der noget højst Mærkeligt. Blaa og røde Flammer brød ud af min Sidemands Lys, og næsten samtidigt exploderede alle de andres, saa at smeltet Talg og glødende Tander fløj til alle Sider. Der blev bælgmørkt, Kjøge greb efter Spanskrøret; men i samme Nu vare Alle under Bordet, og som en Flok flygtende Rotter foer de paa alle fire ind i Sovesalen, hvorfra man hørte en tynd, pibende Pulchinellorøst raabe paa Norsk: „Hr. K jøge! De skulde vel ikke ha’ puttet litte’ Gran Krudt i det Lyset?“ — en Forespørgsel, som Kjøge besvarede med et vældigt Spanskrørs Indhug, der dog kun gjorde ringe Virkning paa de under Sengene skjulte Skælmer. Saa blev Sovesalslampen tændt, og Kjøge høvlede „ h am med Næsen“ af under lydelige Hyl. De Store kom grinende ind, Kjøge kom­ manderede: „I S en g !“ og lidt efter slukkedes Lampen — Alt blev mørkt. Men i dette Mørke gjorde jeg forskellige, højst interessante Iagttagelser. Først den, at