VBergsøeDeForbistredeDrenge

229

over, og Kjøge trak Slobroken af — vi skulde ned til The. Da vi atter kom op, brændte Lysene søvnigt med lange, osende Tander. Der blev givet Ordre til en Generalpudsning, men under denne sluk­ kedes de fleste af Lysene, og Kjøge lukkede et Vindue op for Osens Skyld. Endelig kom Alt i Orden igen, og Læsningen begyndte paa ny; men der var ligesom kommet en anden Luft i Stuen, Noget, der røbede onde Planers Gæring. Jeg syntes, at de Alle havde mere travlt med deres Lys end med deres Bøger. De blev ved at pudse og glatte dem, og naar de gjorde dette, skelede de til hverandre og skar nogle løjerlige Ansigter, som jeg slet ikke forstod. Ved Siden af mig sad en snurrig Fyr, en Nordmand, der nærmest lignede en gammel Kælling. Hans Hage krummede sig let opad, hans Næse stærkt nedad mod Overlæben, og denne Mundbygning bevirkede, at han med en lang, rød Tunge kunde slikke sig helt rundt omkring Næsetippen, Noget, jeg ikke en Gang har set hos de mest drevne Klowner. Dertil havde han et saa grinagtigt Udtryk i sine smaa, missende øjne, at jeg var nær ved at briste i Latter hver Gang han paa en utrolig svinepolisk Maade missede til mig.