VBergsøeDeForbistredeDrenge

214

S a a kom d a endelig S k ilsm isse n s D a g ! — Min S ø rgm o d ig h e d dæ m p ed e s n oget ved min flotte E k v ip e rin g , b lan d t hvilken en splinterny V in terk av aj v a r m in S to lth ed . A k, den ind­ b ragte m ig kun T itu latu r a f „G ra am u n k “ , o g en væ ld ig M a sse S n e b o ld e , hver G a n g je g fog­ den p aa. H v o r ty d e lig h u sk er je g ikk e m in Entré i det H am m erich sk e H u s ! D en v a r san d e lig ikke forbunden m ed F estiviteter. F a d e r fulgte mig p a a Vej o g aflevered e m ig h o s Portneren, som atter ov erlev erede m ig til Jom fru Christensen, som leverede m ig en N ø g le m ed den Bemærk­ ning, a t nu kun de je g g a a op p a a Sovesalen o g p ak k e m in K om o d e. „H a n d e r“ kunde vise m ig derop, o g s a a p ege d e hun p a a en lille Fyr, der sa a e ud til at væ re fald en ned fra Maanen. A llered e dette sk u ffed e m ine Illu sioner: Jeg h avd e tænkt m ig , at n a a r en n y Pensionær sk u ld e o p tag e s, s a a vilde dette sk e derved, at enten H amm erich eller d o g i det m in d ste Huslæreren to g im o d h am o g forestillede h am for dem , der sk u ld e væ re h a n s V enner o g K am m erater. Men „d en lille F y r “ sy n te s at ta g e S a g e n fra et helt an d et S tan d p u n k t. U d en a t mæ le et Ord førte han m ig op a d en M æ n gd e T ra p p e r, trak mig ind i en sn æ v e r K orrid or, p eg e d e p a a en Dør,