VBergsøeDeForbistredeDrenge

213

lang og dyb T a v sh e d ; m en h a n s B lik sø g te op mod den d y b e, stje rn e b e sa a e d e H imm el, h v o r Lys tændtes ved L y s , alt so m M ørket faldt. Endelig sp u rgte h a n : S t a a r der ikk e: „I m in Faders H us er der m a n g e B o lig e r ? “ „ J o ,“ sv a re d e je g . „S a a h aab er je g , at vi A lle m a a sam le s deroppe, hvor L y s e t tin d r e r,“ sa g d e han o g rejste sig. P aa H jem vejen betro ed e je g h am alle m ine Sorger. Je g h avd e fo rsta a e t h an s, m en h an fo r­ stod ikke mine. H an b e to n e d e , at det v a r Bedstefaders V illie, a t je g sku ld e blive en flink Student, o g at je g ikke k un d e blive dette h jemm e, hvor der var s a a m eget, som d istrah ere d e m ig. Hos H amm erich s v a r der b a a d e H u slæ rer o g mange flinke D ren g e , som hu rtigt vilde blive mine Venner o g h jæ lpe m ig frem ad . S a a kun de jeg forresten hver S ø n d a g k om m e hjem o g lege med mine egne — A lt vilde g a a i den sk ø n ­ neste Orden, intet S te d vilde je g føle m ig s a a tilfreds som dér. Den N at so v je g try g t o g roligt. F a d e r s Ord var for m ig som E v a n g e lie ts, o g n aa r han havde sag t, at je g vild e finde et kæ rlig t H jem og trofaste V enn er — s a a h av d e je g dem allerede.