VBergsøeDeForbistredeDrenge

202

Det havde altid været min Bedstefaders øn­ ske, at jeg skulde studere, og en Dag, da jeg legede under Linden, kom han i straalende Hu­ mør ind ad Porten, spurgte, hvorledes det gik mig i Skolen og gav sig saa ganske umotiveret til at recitere Holbergs: ala — en Vinge, alauda — en Lærke, cerevicia — 01, hvorpaa han de­ klinerede „mensa“ helt igennem, fægtende i Luf­ ten med sin gule Stok. Jeg blev meget forbavset, thi jeg troede ikke, at Bedstefader kunde Latin; men den Dag blev en Dommens Dag for mig, thi paa den blev det besluttet, at jeg skulde tages ud af det von Westenske Institut for at indtræde i Borgerdydskolen paa Christianshavn. Min Moders kort efter følgende Død forhalede vel denne Beslutning, men ophævede den ikke, og ganske brat blev der tagen en Bestemmelse, som havde den største Betydning for mit se­ nere Liv. Naar en Moder gaar bort fra sit Hjem, for­ lader Solen sin Himmel, men just i Sorgens klamme Graavejr gælder det om at rykke tættere sammen og tænde Arnens slukte Ild ved Kær­ lighedens Flamme. Et Hjem, selv om det er sorgfyldt, har en forunderlig trøstende og bin­ dende Magt, det opdrager langt bedre end den