VBergsøeDeForbistredeDrenge

199

med Bedemænd og sortbetrukne Vægge. Jeg husker endnu disse Gravkamre med Kister og Kjerter, med Buxbom og Blomster, med sorte Præster, grædende Kvinder og bedrøvede Mænd. Saa lille jeg var, maatte jeg som de Andre møde med høj Hat og i Ligkappe, som lejedes et Sted i Skindergade. Hver Gang jeg gik forbi dette Sted, gøs jeg af Frygt for, at jeg snart skulde derop for at leje en ny til at følge min Fader eller min Broder. Ja, selv naar jeg mødte en Præst i Ornat, veg jeg langt ud af Frygt for, at han skulde tage mig med til Begravelse. Og det var nær igen blevet Tilfældet. Min yngste Broder, Johan Frederik, sad en Dag og blæste Sæbebobler. Pludselig udstødte han et vildt Skrig, tog sig til Hovedet og faldt om. Ingen kunde forstaa dette Tilfælde hos den kvikke, fireaarige Dreng. Man formodede en Forgiftning gennem Sæbevandet og bragte ham ud paa Frederiks Hospital. Her blev han ind­ lagt under daværende Overlæge S. M. Trier, men selv dennes udmærkede Dygtighed formaaede kun lidet over for en saa ondartet Tyfus, som denne udviklede sig til. I mange Maaneder laa han hen, snart i Vildelse, snart i Døs — ingen af os Børn maatte komme til ham, og naar