VBergsøeDeForbistredeDrenge
198 Oktoberdag dækkede de min Moders Grav. Jeg har aldrig glemt, hvad hun maatte lide; aldrig, hvor meget hun elskede os. Der blev tomt og øde i min Faders Hus. Selv gik han omkring taus, bleg, med sænket Hoved og Hænderne paa Ryggen som en sorg bunden Fange. Fabrikens Arbejdere sendte med lidende Blikke efter ham og mig paa vor Vandring gennem Stuerne. Det var kærlige Folk, som vilde os alt Godt, men mod Sorgen hjælper kun Et — Tiden, men den skrider saa dræbende langsomt og har stundom flere Sorger i Følge. Og det blev netop Tilfældet her — Dødens Le var hvæsset, og den vedblev at høste. Den 9. Februar 1846 døde min Bedstefader ; min Bedstemoder fulgte ham elleve Dage efter. „Det er som om Døden i denne Tid vil berøve os Alt, hvad vi elsker“ , skriver min Fader. Paa mig gjorde disse bratte, hurtig paa hver andre følgende Dødsfald en særegen Virkning. Jeg var i den Alder, hvor man begynder at ane Livets Alvor, og man sparede mig ikke for at se Døden i Ansigtet. Efter Datidens Skik maatte den lille, tiaarige Dreng med til alle disse Be gravelser, som fik et end tristere Præg derved, at de kjendte Hjem forvandledes til Ligstuer
Made with FlippingBook