VBergsøeDeForbistredeDrenge

196

vuggede de sig over Fløjl. Jeg kendte ikke Stemmen; jeg hørte kun Versene klinge, vemods­ fuldt sungne, svagere og svagere, medens Vug­ gens Gænger vedblev at gaa aandeagtigt svagt som Akkompagnement til den smertefyldte Sang. Saa gled det Hele ud i Stilhed; jeg hørte den samme svævende Gliden, og fuld af Rædsel skjulte jeg mit Hoved under Dynen. Den næste Morgen var jeg inde for at se min lille Broder for sidste Gang. Alt stod som før: Kisten, Vuggen, Blomsterne — Kastanie­ kransen laa paa det lille Bord. Jeg var saa lamslaaet af Skræk, at jeg ikke fortalte Nattens Rædsler til Nogen. Den Gang troede jeg for vist at have været Vidne til Aandernes Færd. Nu kan jeg kun formode, at det har været min stakkels Moder, som i Nattens Ensomhed for sidste Gang har vugget sit ulykkelige Barn. Thi fra den Nat var hun ganske forandret. Hendes Blomster i det dybe Dagligstuevindue falmede bort, Fortepianoet lukkedes ikke mere op, og de morsomme Bøger i det lille Mahogni Bogskab kom ikke mere frem. V i Børn forstod Intet deraf. „Moder var syg “ , hed det, og med Barnets Sorgløshed fandt vi os deri — Børn har jo den tykkelige Evne at kunne le, naar Andre lide. Livets Smerte er for dem kun Leg,