VBergsøeDeForbistredeDrenge

173

Hun gav os derfor en Kurv med spanske Kirse­ bær, som vi skulde spise i det Frie og „dele som Brødre“ . Men da vi kom ned i Haven, vilde Grev Eggert absolut bære Kurven, og da jeg gav ham den, sagde han, at nu kunde jeg gaa — han vilde spise s in e Kirsebær alene. Jeg protesterede, men han løb fra mig, og da han var vel kendt med Parkens Stier, tabte jeg ham snart af Syne. Efter nogen Søgen fandt jeg ham siddende i Græsset ved en af Kanalerne med den halvtømte Kurv paa Skødet. Jeg kræ­ vede nu m in Del, men han svarede med en Bemærkning om, at jeg kunde spise mine Kirse­ bær hos Forpagteren, hvor jeg hørte hjemme. Ganske vist kendte jeg ikke den Gang Resul­ tatet af at spise Kirsebær med de Store, men saaret ved Hentydningen og i Bevidstheden om min Ret traadte jeg ud til Randen a f Kanalen og sagde: „Hvis du ikke strax giver mig mine Kirsebær, springer jeg i Vandet, og naar jeg saa drukner, er det din S k y ld !“ Jeg fik øjeblikkelig Kurven, men jeg fik aldrig mere nogen Indbydelse, „fordi jeg havde gjort den unge Greve forskrækket“ . Nej, saa var Niels og Christian, Skovløbe­ rens Sønner, nogle ganske anderledes Karle. Uden at blinke smed de mig i Vandet fra Bade