VBergsøeDeForbistredeDrenge

165

— Nej, min Far, det gjorde jeg inte. Jeg brø­ lede som en Stud, saa de, Pinedød, kunde høre mig fra Operationsstuen og helt ud paa Told­ boden“ . Jeg mindes et Par Lejligheder, hvor jeg bar mig ad ganske som Doktor Grumme, til stor Forargelse for Bedstefader, der hadede at vække Opsigt, om det saa kun var ved et Barns fortvivlede Graad. „Kaspar“ , som i lang Tid havde haft sine kronede Dage i Vænget, skulde optræde paa ny. Familien Price havde engageret ham til at op­ træde i „Harlequin Skelet“ , og nu vilde Bedste­ fader se, hvorledes det spændte af. Som Kaspars Ven og Velynder blev ogsaa jeg inviteret, og det var med en underlig Blanding af Forvent­ ning og Stolthed at jeg Flaand i Haand med Bedstefader stolprede afsted til Vesterbro langs den uendelige Farimagsvej. Jeg havde aldrig været paa Komedie, aldrig sét et Teater, og vidste kun, at Kaspar skulde rides af Djævelen — det havde Rebekka fortalt mig. Jeg var der­ for noget benauet, og denne Følelse formind­ skedes ikke ved Synet af „Morskabsteatret“ , der med sin smalle Frontespice og grove Træsøjler lignede de Huse, Smaabørn bygger af Klodser.