VBergsøeDeForbistredeDrenge

156

drog den voxende Slægt, og blev, lidt efter lidt en major Domus, men paa den Maade, at man slet ikke mærkede det. Hun var ikke en Tante — hun var en Mo­ der for alle de Unge. Snart streng alvorlig, snart mild og kærlig bilagde hun Trætte og Tvist — for os Børn den højeste Instans, hvis Dom Ingen vovede at vrage. En særegen, fredelig Ro laa over hendes Væsen, en egen Troskyldighed og Troværdighed klang i det, hun udtalte, fordi hun i Alt stolede inderligt paa Vorherre. Naar jeg bød hende Godnat, og hun saa med sin milde Stemme svarede: „Gud velsigne Dig, mit Barn!“ , sov jeg trygt og ro­ ligt — ingen Moder kunde have sagt sit Barn inderligere Godnat. Denne Følelse af, at hun udtalte Velsig­ nelsen, ikke som en Formel, men at hun vir­ kelig kunde give den paa samme Maade, som Herren gav den til Abraham, fulgte mig længe efter, selv da jeg blev voxen. Naar jeg paa Aarets første Dag bragte hende min Hilsen sammen med Aarets nye Kalender i rødt Saffian med Guldsnit, fik jeg altid ved Bortgangen den samme patriarkalske Hilsen og med den For­ visningen om, at Aaret vilde bringe, mig Lykke. Selv i de sidste Dage, da hun lidende og sam