VBergsøeDeForbistredeDrenge

132

Fundament med Fyrhuller, og til højre gik man ad et Par Trin ned til de Stenkamre, hvori Sæben svaledes og lagredes. T il daglig var der ikke ret meget at se, men naar de sydede, vat- jeg en sikker Mand. Da flammede Luerne ly­ stigt under „Potten“ , Kedlen klukkede med bri­ stende Bobler, halvnøgne Mænd rørte i den med lange Stænger, og hvide Dampe fyldte Rum­ met, steg som Skyer mod Loftet, væltede som hvide Taageskikkelser ud i den lille Gaard og forsvandt højt oppe over Tagryggen som smel­ tende Bomuldsfnug, der var noget dæmonisk, syntes jeg, i dette af Luer og Dampe opfyldte Rum. Kedlen syntes mig at kunne sluge Men­ nesker, og med Rædsel lyttede jeg til Stuepigens Fortælling om en Karl, som af Skinsyge havde skubbet sin Medbejler i Kedlen, hvor man kun fandt hans Uhr og hans Knapper. Denne Myte — thi andet har det næppe været — troede jeg virkelig paa, og det gav Anledningen til min Fortælling „Stærke Jør­ gen“ . Senere har jeg indset Begivenhedens Umulighed og undret mig over, hvor et Barne- øje tager fejl af Rum og Dimensioner — det sér Alt i gigantisk Størrelse, fordi det maaler efter sin egen lille Person. Da jeg skrev „Stærke Jørgen“ , var der for mig intet underligt i Be