VBergsøeDeForbistredeDrenge

131

og jeg havde gjort det med en Bravour, som bevirkede, at Bedstefader forærede mig en af Christian den Femtes gamle Kroner, vel ind­ svøbt i Papir. Med denne Skat vandrede jeg afsted — det var det første Honorar, som Poe­ sien havde indbragt mig —: og saa stod jeg atter foran „Rødstenskællingen“ . Hun saae op imod mig med sit tunge, fortvivlede Blik, og saa sagde jeg: „V il Du ha’ den?“ Jeg lukkede Papiret op, men da hun saae Kronen, virrede hun med Hovedet og sagde: „Den er for stor — den har du ikke Lov at give mig!“ og saa skurede hun rastløst videre. Jeg gik bedrøvet hjem — den Aften havde jeg ingen Kage. I min barnlige Fantasi spillede „Sorte Hane“ dog Hovedrollen — derfor husker jeg den saa godt endnu. Det var en lav Bygning med et frem- skydende, røgslaaet Tag. Murene vare strøgne med sort Cement, hvori der funklede Glasstum­ per, og over den lave, skraatstribede Indgangs­ dør stod Bomærket: en sort Hane med rød Kam paa en gulbrun Tønde. Indenfor var Rummet tvedelt. T il venstre stod den store, blanke Kobberkedel paa et muret 9*