VBergsøeDeForbistredeDrenge

108

gik han ene om i de store, tomme Værelser, som blev malede og reparerede.

Som en svag Erstatning for dette bundne Liv, gjorde han af og til længere Ture ud i Landet, særlig til Fredensborg, Frederiksborg eller Rungsted, hvor hans gamle Ven, Komman- deur Braém, ejede „Sømandshvile“ . Paa disse Ture tog han mig ofte med, og da vi en Dag gik ved Rungsted Strand, sagde Fader: „Fra disse store Sten derude i Vandet saae Braém og jeg Englænderne gaa i Land uved Vedbæk 1807. Det morede os saa meget at se de mange Barkasser og Baade, de skinnende Hjælme og Hestene, som svømmede i Land. Men vi anede Intet — jeg var den Gang kun syv Aar, og Englænderne kom jo som Venner. Nogen Tid efter kom min Fader ud og hentede mig. Jeg undredes over, at han var saa al­ vorlig, og at jeg ikke maatte blive længere paa Landet. Vi kørte ind med en Bonde; men det sidste Stykke Vej maatte vi gaa til Fods; thi de Engelske standsede Vognen omtrent ved Vil- helmsdal. Saa kom vi hjem til Store Larsbjørn- stræde, og det var en slem Gade, da den laa lige i Skudlinien mod Frue Kirke, og der var