VBergsøeDeForbistredeDrenge
96
Saa var der „Brætmanden“ , en høj, mørk Italiener, der med et monotont Raab falbød de Gipsfigurer, han bar paa et Bræt, der balan cerede paa hans Hoved. Det var Kunstværker for Almue og Børn — en grøn Papegøje, meget økonomisk som Stuefugl, Napoleon i Imperator- stilling og Frederik den Sjette som den „Bøste“, de tre Studenter slog til i Exercérhuset. Men da Napoleon gik af Mode og Frederik den Sjette i sin Grav, tog Brætmanden fast Op hold og begyndte at gøre i Kirker — og nu var hans Lykke gjort. I Vinduet stod de dej ligste Templer, med Mos paa Taget og slanke Spir. De hvalte Korvinduer vare af kulørt Glas, Taarnet havde mangefarvede Glamhuller, og naar man tændte Lysene inde i Kirkens Skib, funk lede og tindrede det gennem de blanke Ruder som røde, blaa og violette Blomster paa sne hvid Grund. Hvor tydelig husker jeg den Juleaften, da min Bedstefader gjorde mig til Kirkeejer! Jeg sov ikke den Nat. I al sin lysende Pragt stod den hvide Kirke ved min Seng — mine Øjne veg ikke fra den, og tilsidst syntes det mig, at jeg hørte Orgelet bruse. Som man sér havde Biankensteiners Djævel ikke haft nogen demo raliserende Virkning.
Made with FlippingBook