UrtekræmmerForeningenKøbenhavn_1862-1937

Vished for, at vore Forfædres Hensigt og vort fortsættende Arbejde er i det rette Spor til Gavn for de trængende Medlemmer og til Hæder for dem, der gavmildt skænkede os Midler til Ar­ bejdet. Naar vi nu til Slut ser tilbage paa Urtekræm­ merforeningens Liv og Virke i 75-Aaret, da ser vi godt, at meget af Arbejdet ikke gav noget posi­ tivt Resultat, hvad det merkantile angaar, og at det, der endelig lykkedes, ikke altid stod Maal med det, vi ønskede. Men det er kun, hvad der hænder ogsaa for den enkelte. Det hele er kun Menneskeværk, præget af baade ærlig Stræben og Fejlsyn, af Haab og Nederlag. Vi har ogsaa set, at det ikke alene nu og da har givet drøje Saar, men endogsaa foraarsaget Mandefald blandt de kæmpende; men Forenings­ liv er nu ikke anderledes, de manges Tarv maa varetages fremfor alt. Vi vil da, med den Baggrund, Fortiden gav os, se fremad mod nye Maal, nye Resultater til en stadig Bedring af Forholdene for vor Stand og ønske, at der altid i Spidsen for vor gamle For­ ening maa sidde Mænd, hvis Fremsyn og Dyg­ tighed maa gøre det muligt at skabe gode og lykkelige Kaar til Gavn og Glæde for Medlem­ merne og til Ære for vort Fædreland, som vi — selv om vi undertiden naar Maalet ad hver sin Vej — gerne vil tjene med alle vore Evner.

gens filantropiske Interesser vendt, for om mu­ ligt at vi kunne blive i Stand til at hjælpe dem til et Fristed i deres Livs Aftenstund, saa den kunde blive lys og fredfyldt og derved frigøre dem for det økonomiske Tryk, der hvilede paa dem Aarene forud. Det er Foreningens Stræben, at det filantropi­ ske Spørgsmaal helt kunde hvile i sig selv, saa- ledes at Medlemmernes Ydelser i overvejende Grad kunde anvendes til at styrke Faget i dets Arbejde saavel udadtil som indad, og vort Ar­ bejde dermed vise Vej for den kommende Køb­ mandsstand til at tage Arven op efter os, ikke alene fordi den er en Værdigenstand, men fordi den i sit Væsen forpligter. Naar vi derfor nu er ved at slutte disse Opteg­ nelser, da maa vi i ærbødig Taknemlighed min­ des dem, der i Fortiden værnede om Foreningens filantropiske Interesser, og sidst, men ikke mindst dem, der offervilligt skænkede Foreningen Mid­ ler til at udføre det Arbejde, der maatte gøres, og samtidig dannede Fundamentet for Fremtidens Arbejde i den Retning. Men foruden disse, der forlængst er gaaet til deres Fædre, maa vor Taknemlighed rettes mod den overordentlig store Venlighed, vi stadig mø­ der Aar efter Aar hos saavel Enkeltpersoner som Institutioner; det giver os Tryghed til at arbejde videre med det filantropiske Arbejde, det giver os