UniversitetetsFirehundredaarsFest_1879

54

4de Juni: Aand, men som netop mere end noget andet h ar hid raget til at ud­ slette g ammelt Nag og knytte de Baand paany, som ikke burde være brustne, den Højskole, hvor Skjalden sang: Sondringens T id er forbi! Vi hilse eder igjen, nordiske Højskoler, og vi hilse tillige Dig, den fjæ rneste i Rummet, af hvem vi ogsaa vide, at der i Dag sendes os varme Ønsker, den Højskole, til hvis berømmelige K rans af M inder i V idenskabens og Skjaldekunstens R ig er Nutiden vil føje den at have fostret en Søn, hvis Stordaad det er, i de nordiske Isegne at have naaet et Maal, v ig tig t for Videnskaben, v ig tig t for Verdensinteressen og særlig for det store R ige, til hvilket Finland er k n y ttet. Vi takke eder alle for eders Ønsker og for Fortidens fælles Minder, og vi knytte h ertil vort Ø n ske: Grid vore nærmeste aandelige Frænder, de andre nordiske Højskoler, maa blomstre længe, kraftig som før, saa længe, som de endnu have en Opgave at løse i Fæ d re­ landenes, i Nordens, i Videnskabens Interesse! E t Leve for dem! Denne Tale fremkaldte først en Tak fra Grev H e n n i n g H a m i l t o n , der ytrede: P å de svenska universitetens vagnar anhåller jag a tt ia ut- try ck a vår lifliga tacksamhet for den skål, som blifvit de till denna hogtid inbjudna universiteten egnad. D jupt kanna universiteten i Upsala och L und betydelsen af denna fest, som i ruinnet återkallar fyra århundradens troget och tråg e t arbete i vetenskapens tjenst. W id den tid, då universiteten i Kopenhamn och Upsala grundlades, hade det Skandinaviska Norden en kort tid varit forenadt, men åter blifvit splittradt, och den forening, hvilken ånnu en gång foljde, for- mådde ej fylla den klyfta, som åtskilde folkens sinnen och hjertan. De hafva sedan g å tt hv art och ett sin våg, men i sjelfva v erket till samma mål, och detta mål, — en stigande kultur, en sjelfståndig utveckling af de skandinaviska folkens andliga kraften — har vå- sendtligen v arit dem af universiteten anvisadt. F rå n dem h ar och till ej ringa del u tg å tt den kånsla af upprigtig tillgifvenhet mellan de Skandinaviska folken, hvilken funnit sin skonaste bekråftelse i det band, som forenar våra konungahus. Med tacksamhet och broderligt deltagande erkånna universiteten i Upsala och Lund, a tt Kopen- hamns universitet under århundraden varit en ljuskålla, fran hvilken icke blott vetenskaplig odling utstrommat ofver norden, utan och