UniversitetetsFirehundredaarsFest_1879

31

Kirkefesten.

A tter ud en Ynglingskare d ra g e r: Hæ rge vil den ikke mer’, men lære, Og til Fædrej orden tør og mager Vand fra Videnskabens Brønde bære. Ydmyg henter den fra Seinens Bred Ild til Hjemmets kolde A rn este d ; Samler ind til Fattigfolk i Nord Smuler fra det rige Sydens Borg. 6 . Prises skal Stammefaderens Navn A f seneste E fterslægt, Fordi han skjønnede B igets Savn Og fik det lsegt. Hvor k jæ k t han brugte sit R iddersvæ rd, Det heled’ ej T rillingkronens Skaar; Men F rug ten af Kongens Pilgrim sfæ rd Fy lder fire hundrede Aar. Og hvad han planted’ som Ympe spæd, E r vordet en mosgro et E g ; Og hvad han lagde af fremmed Sæd, Giver vægtige danske Neg. Og bæ rer Kulturens Parthenon, E t Tavl, vort Folk kalder sit, Saa lagdes derpaa den første Haand Ved Kong Christians Romerridt. T akket være Christian den Farste!

Derpaa besteg Universitetets Rektor M a d v ig Talerstolen og holdt følgende Tale: Naadigste Kronprins, Højbaarne Fy rster, Højtæ rede Forsam ling! Fo r 4 0 0 Aar siden samledes i den æ rvæ rdige K irke, som da stod paa dette Sted, men som siden Fjendevold har ødelagt, Danmarks Konge, Grunderen af den nye Herskerslægt, med et Antal af L andets bedste og mest ansete gejstlige og verdslige Mænd og med en liden Flok, mest fremmede Lærde og V idenskabsmænd — doctores et ma~ gistri, som de dengang kaldtes -— og foretog roed pavelig Tilladelse