UniversitetetsFirehundredaarsFest_1879

140 5te Juni: Gid Folket stedse klarere maa erkjende, at et frodigt og fyldigt Universitetsliv er et af Vilkaarene for L andets og Folkets Lykke. Med Tak for Fortiden, med Haab til Frem tiden, ville vi istemme et Leve for Kjøbenhavns Universitet. Kort efter at denne Tale var bleven holdt, besteg Univer­ sitetets R e k t o r Talerstolen. K r o n p r i n s e n rejste sig fra sin Plads, et Exempel, der selvfølgelig blev fulgt a f alle, og meget levende Jubelraab hilste Taleren fra alle Sider. Han havde — sagde han — under Samtale med en svensk Gjæst ytret, at det var langt lettere at holde en saadan Fest som denne i en mindre Stad, der ganske beherskedes af Uni­ versitetet, end i en stor, hvor Universitetet ligesom forsvandt, og at overhovedet det stille Universitetsliv i mindre Byer havde noget særdeles tiltalende. Men nu insaa han, at han havde havt Uret. Den store Stad havde med overstrømmende Vel­ vilje trukket Universitetet frem, og naar han tænkte paa Uni­ versitetets Liv i det Hele, erkjendte han, at det var godt at bo ved Landets Hjærte — th i det var Kjøbenhavn — godt, baade fordi det der plejedes kjærlig, og fordi det var gavnligt a t leve der, hvor Livets Bølger gik stærkest, hvor de aandelige B ryd­ ninger kom stærkest frem, baarne af talrige Folkeskarer. Men det havde ogsaa sine Betænkeligheder at bo nær ved Hjærtet, th i Fjenden søgte gjerne til Hjærtet, og han havde ogsaa gjen- tagne Gange angrebet Danmarks Hjærte. Ikke blot var det Tilfældet i ældre Tider, men da han selv for 59 Aar siden kom til Kjøbenhavn som Student, laa endnu store Dele af Hoved­ staden i Ruiner, Hovedkirken var ikke opført, og Universitetet henlaa som et skjændet Lig. Til Gjengjæld havde han ogsaa set Kjøbenhavn rejse sig med K raft og Dygtighed. Gud give, at Universitetet altid maatte bo i et stærkt og rig t Kjøbenhavn! Universitetet havde søgt at tilbagebetale noget af den Gjæld, hvori det stod til Hovedstaden, dels ved at udbrede Kundskab, dels stundom — og det var den dyreste Maade —-v e d at over­ lade det sine bedste Kræfter, f. Ex. Ole Rømer, der efter at