UniversitetetsFirehundredaarsFest_1879

1 3 8

^te Juni ;

F ik ej Folkets bedste Liv, Barnets, Sangerens Drøm, Plovens og H julets Verden, K ræ fter af samme Strøm !

5. Tiderne rulled, og Slægter svandt, — Du, vor Moder, h aard t maatte b lø d e! Men hvad for Alverden vor Forskning fandt, Hvad stort og herligt, hvad skjønt og sandt, Skal farve K inderne rø d e ! Det gjør i Tænkningens Dybder tyst, Det d irrer fra Luftens Strenge, B linker fra Stjærnens og Lysets K y st L ang t ud over Bøgens Vænge! — Maatte da vidnes om hundred A ar: K o n g C h r i s t i a n s G a a r d Graaner af Æ lde, men gjemmer V aar!

Derpaa besteg Professor Skolebestyrer B r i x Talerstolen. Saa mange veltalende Læber, — udtalte han saa mange højtbegavede Mænd henhørende til V idenskabens Verden, have i disse Festens Dage talt til Universitetets P r i s ; paa dette Sted lyder Ordet paa Deres Vegne, der have viet deres L iv til borgerlig Syssel; idag bringes en Tak fra den Kommune, der har været Universitetets Hjemstavn og som skylder det saa meget. I 4 0 0 Aar h ar K jøben­ havns Universitet levet et rig t og hæderkronet L i v ; men hvor uan­ selig var ikke dets Begyndelse, hvor var det ikke ringe udstyret, hvor var det ikke fattig t paa Læ rere. Det maatte laane Hus hos Magistraten, det maatte hente sine Læ rere fra fremmede Lande. Men Herren har lag t Velsignelse i dets Væxt. Den spæde Spire, som da blev plantet, er bleven et kraftigt, frodig voxende Træ, der har slaaet dybe Rødder i den danske Jordbund, der har b red t sine skyggefulde G rene■ ud over L andet og b aaret rig og moden F rug t. Hvad Universitetet h ar ud rettet for Videnskab og Oplysning, derom tale Historiens Aarbøger, derom vidne de store Navne, der