UniversitetetsFirehundredaarsFest_1879

135

Kommunens Festmiddag.

T rang t var herhjemme, langvejs maatte fare H igende Svend; Svalen fandt Tag, men Aandens T rækfuglskare Savned det end. F ik da K o n g C h r i s t i a n paa de danske Sletter Stensat og hegned K ilderne de smaa;

Vore lyse Kæ tter F redsvæ rket saa.

2 . Da flokked sig de Unge tæ t F a a hjemmegjorte B æ n k e ; Begyndte med kanonisk Ret, Men lærte selv at tænke. Og hvem der holdt sit Doktor-Maal B ar Voxlys til Vor Frue, — Til snart det W ittenbergske Baal Beskjæmmed K jertens Lue. Den kutteklædte Visdom faldt, Da K lostermuren raved; Og friske P u st med mere Salt Strøg ind fra Verdenshavet. Og Vedel varmed ved sit B ryst De frosne Sangens Fugle Og Tycho praj ed Stjærnen tyst, Som bort sig vilde smugle. Og Slægt for Slægt i Stammens Bark Blev gode Navne skaaret; Og saaet blev mangen Kundskabsmark,

Som siden rig t har baaret, Oldkyndighed og Medicin F ik hver sin lærde O le ; Den tredje Ole paa Latin Tog Lyset selv i Skole.