TroelsLundHistoriskeSkitser

3 2 0

sidste havde været Frederik den Andens liøit be­ troede Mand, og forst og fremmest det storartede Værk, han havde skabt i Uranienborg. Med spændt Opmærksomhed horte Prindsen efter. Saaledes havde Ingen for talt til ham om Tyge Brahe. Vel havde han stundom hørt sin Moder omtale ham med Agtelse, men Andre havde saa tidt fraraadet ham at agte paa Moderens Meninger, der oftest vare vildledte, at han ikke havde lagt videre Vægt derpaa. Naar ellers Lehnsmanden paa Hveen om­ taltes, var det i Reglen med et Skuldertræk, en undskyldende, beklagende Bevægelse, der talte lydeligere end Ord. Selv kom han sjelden eller aldrig til Hoffet, og Christian den Fjerde havde ikke noget Indtryk af, at han savnedes. Men nu, nu voxede han med Eet under Kantslerens halvt henkastede Ord til noget Stort og Vidunderligt. Som en Konge tronede han paa Hveen, denne fortryllede -0, hvor Alt maatte lystre ham, og hvis Ry fiøi Europa over sammen med sin Herres. A lt hvad Christian den Fjerde dunkelt havde drømt om i de lange Mathematik- Timer, eller naar han ridsede i Sandet, hvorledes han engang vilde indrette sit Slot, det stormede nu ind paa ham, det syntes ham grebet og virkelig