Tivoli_1893

Glas. Og da det gamle Taarn var brændt og den mange­ kantede Pavillon med Verandaen, der rejstes paa dets Plads, var viet til Sangen, valfartede Skare efter Skare ud for at børe Sangens »Stjærner.« De modige Herrer vovede sig helt ind, hvor det Ramsøeske og Vallentinske Selskab og »Gret- chen« herskede; de nysgærrige Damer og undselige Yng­ linge vandrede paa Stien, der snoede sig halvskjult af det tætte Løv, rundt om Øen, langs Stadsgravens mørke Vand. Og de romantiske laa stille i Baaden bag Øen og lyttede til Sangen, der lød dæmpet ud gennem Løvhanget, ud fra denne Tivolis smukkeste Plet. Den Gang kunde man endnu hengive sig til Drømme i Tivoli. Men nu brydes Drømmene brat af. Drømmestilhed findes ikke mere i Tivoli . . . Gid Fanden havde den Dampkarussel, som man hører allevegne !

Tiv oli»øon.

H4